Talenttræning

The Danish Way

I 1988 påbegyndte DHF talentudviklingsprojektet "Plan 92". Et projekt der senere skulle vise sig at blive starten til en helt unik talentudvikling, som hele Europa har forsøgt at efterligne. I 1992 stod det klart, at DHF ønskede at forlænge projektet og gøre det til noget blivende. Det ville således ikke være særlig visionært at beholde navnet " Plan 92", og man forkortede derfor navnet til "Plan" træning. Denne talent-udviklingsmodel har siden kastet så mange medaljer af sig i 90`erne og 2000 - tallet, at ingen andre lande kommer i nærheden. Det resulterede da også i, at DHF i 2007 modtog en pris for den bedste talentudvikling i Europa.

I dag hedder det vores model "Talenttræning", men konceptet er, overordnet set, det samme. Det er indholdet naturligvis ikke. Spillet udvikler sig. Viden om fysisk træning, forebyggende træning og specialtræning i det hele taget, øges. Vores U- og Y landstrænere er blevet fuldtidsansatte og arbejdet med de unge talenter bliver mere og mere professionaliseret. 

Næste skridt er, at viderebringe de tanker og principper vi arbejder med i Dansk Håndbold Forbund på talentsiden til en bredere kreds indenfor dansk håndbold. Vi ønsker at udbrede vores tanker, så distriktsforbundstrænere, klubtrænere, og spillere kan få inspiration til den daglige træning, så der over tid forhåbentlig opstår sammenhæng i det de unge mennesker møder. Vi ønsker ikke at konceptuere træningen så meget, at al træning ensrettes. Alle trænere skal naturligvis sætte deres eget aftryk. Men vi vil gerne fortælle om, hvad vi i DHF anser for væsentligt, og hvad vi har prioriteret at arbejde med. Det har vi prøvet med "The Danish Way".

Dansk Håndbold Forbund har stadig mål og visioner med talentudviklingen. Det der ligger os mest på sinde i øjeblikket er den individuelle træning. Det er selvfølgelig dejligt, at vores Ungdomslandshold vinder mange medaljer. Men det er endnu bedre, hvis vi samtidig kan skabe spillere, der kan gøre DK til guldvindere på senior siden. Derfor indeholder "The Danish Way" en lang række forslag til hvordan den enkelte spiller udvikles.
 
God fornøjelse

Ulrik Wilbek

 
The Danish Way - talentudvikling i DHF
Opvarmning v/Mats Mejdevi
 
Angrebsspil
Afleveringsteknik
Finter
Screeningsspil
Presspil
Krydsspil
Vurderingsspil
Kontraspil

Forsvarsspil
Tacklinger
Parader
Bolderobringer
Parvist samarbejde om en stregspiller

Målmandstræning v/Claes Hellgren (under udarbejdelse)