Håndboldfitness
Del

Håndboldfitness

Fasthold jeres nuværende voksne medlemmer og tiltræk alle dem, som endnu ikke ved, at håndbold er sagen for dem. Få samtidig mulighed for at tiltrække flere frivillige hænder til jeres træner-/lederarbejde.

Håndboldfitness er træning inden for løb, sjov fysisk træning og håndbold på små baner. Vi kalder det træning med puls, power og play, fordi det giver deltagerne sved på panden, masser af råstyrke og sjovt boldspil sammen med andre. 

Håndboldfitness-træningen henvender sig til alle voksne, uanset håndboldkundskaber, som ønsker at dyrke sjov idræt sammen med andre, under mere fleksible former end den traditionelle klubhåndbold tilbyder.

I menuen herover kan du dykke meget mere ned i elementerne bag træningskonceptet, hvad enten du er foreningsleder, instruktør eller ønsker at vide lidt mere om, hvordan din klub kommer i gang.

Baggrunden for Håndboldfitness - lidt sundere, meget sjovere! 
Med et offensivt tiltag ønsker DHF fremadrettet at sætte stor fokus på aldersgruppen 30+, der i en årrække generelt har haft for lidt træningsmæssig fokus rundt om i håndbold-Danmark. Processen startede med en undersøgelse i 2009 af nuværende og tidligere voksne håndboldspilleres begrundelser for at spille/stoppe med at spille håndbold. Analysen af de mere end 1200 indkomne besvarelser resulterede i følgende hovedkonklusioner:

  1. Mange ex-medlemmer savnede større fleksibilitet i træningstilbuddet end traditionel håndboldtræning tilbød (2 x ugentlig træning + kamp i weekenden opleves af mange i aldersgruppen 30+ svært at passe sammen med små børn og et krævende job)
  2. Mange ex-medlemmer efterspurgte andet indhold i træningen, end den traditionelle træning målrettet næste kamp og holdets præstationer
  3. Flere ex-medlemmer måtte stoppe grundet fysiske skavanker og skader
  4. Mange ex-medlemmer savnede meget det sociale element, som håndboldklubben, holdkammeraterne og klublivet generelt ellers tilbød
Projektleder DHF og DGI, Bevæg dig for livet - Håndboldfitness
Tanja Kilbæk Ramgil 4044 4290

2015: Håndboldfitness - en del af DGI-visionen, Bevæg dig for livet 
I begyndelsen af 2015 blev Håndboldfitness en del af visionen, Bevæg dig for livet. Håndboldfitness udbydes nu i samarbejde mellem DHF og DGI.

Fakta om visionen, Bevæg dig for livet:
Flere danskere skal være aktive. Både i og udenfor foreningerne. Under navnet "Bevæg dig for livet", vil DGI, DIF, Nordea-fonden og TrygFonden føre den vision ud i livet. 600.000 flere danskere skal dyrke idræt i 2025. Det er målet, i hvert fald et af dem, for den vision DGI, DIF, Nordea-fonden og TrygFonden er gået sammen om. Visionen hedder Bevæg dig for livet, og vores ambition er at sætte Danmark i bevægelse. Vi skal have flere danskere til at bevæge sig, og jo flere vi er, jo sjovere bliver det.

Se mere på DGI's hjemmeside

Vælg forbund

Luk