DHF's Håndboldskoler
Kapløb, kampe og kammeratskab DHF’s håndboldskoler har både håndboldtræning, leg, godt kammeratskab og konkurrencer på programmet!
Læs også
Rekordhurtig tilmelding til Håndboldskoler
Brødsgaard laver film til Håndboldskolerne
Hvis du ikke ved, hvad du skal lave i din lange sommerferie, er et ophold på DHF’s Håndboldskoler et super tilbud til dig. Siden 1997, hvor 1.500 børn og unge for første gang valgte at bruge flere dage på opskriften håndbold, leg, kapløb, kampe og kammeratskab, har succesen medført, at deltagerantallet er vokset til mere end 8.000 i sommeren 2009.
At håndboldskolerne har fået så meget medvind, skyldes ikke mindst de mere end 1.600 frivillige trænere og ledere, der med stor fornøjelse bruger flere dage af deres ferie på, at opholdet bliver en suveræn oplevelse!
Håndboldskoler over hele landet
Der er håndboldskoler over hele landet – og selvfølgelig også tæt på der, hvor du bor. På DHF’s hjemmeside kan du se, om der er plads på den håndboldskole, du gerne vil være med på. Du kan frit vælge håndboldskole så længe, der er ledige pladser. På håndboldskolen bliver du blandet med børn og unge fra andre foreninger.
I løbet af opholdet har du en enestående chance for at prøve en masse ting inden for håndbold, du kan dyste mod dine kammerater i kampe, og du kan lave en masse skægge og alternative aktiviteter. Flere steder er der også en mulighed for at få afprøvet det mere og mere populære strandhåndbold.
Enkelte håndboldskoler tilbyder én eller flere overnatninger. Du kan kontakte DHF’s håndboldskolekonsulent Claus Rosenbom-Jessen for at høre nærmere om, hvilke tilbud du kan få fornøjelse af.
Normalt varer en håndboldskole fra tre til fem dage, med det er helt op til de arrangerende foreninger, hvor længe de ønsker, deres håndboldskole skal vare. På håndboldskolen arbejder man hvert år med et specielt tema inden for håndbold, og i år er temaet DHF’s teknikmærker, som du kan læse mere i håndboldskolemagasinet
Alle børn kan deltage
Du behøver ikke gå til håndbold for at være med på Håndboldskolen. Det vigtigste er, at du synes håndbold er sjovt, og at du har lyst til at lære noget mere om spillet. Håndboldskolen er åben for alle børn og unge – øvede som uøvede – i alderen 8-14 år (født 1996-2001). Du skal dog bemærke, at det ikke er alle håndboldskoler, som optager deltagere i alle aldersgrupper.
De fleste steder koster det kun kr. 600,- for alle dage. Enkelte steder er der specielle forhold som gør, at prisen er billigere eller dyrere. Med i prisen er træning, kampe, andre aktiviteter og en deltagerpakke. Du skal selv medbringe madpakke til frokost, hvis ikke andet eroplyst.
Når du deltager på en håndboldskole, får du en flot deltagerpakke som minimum indeholder en T-shirt, en drikkedunk samt et flot diplom, som kan downloades eller købes i en flot kvalitet hos Martin Guld Fotografi.
Street Handball
Som noget helt nyt får du i år mulighed for at snuse til det nye spil Street Handball, som er et håndboldspil, der ikke behøver at finde sted i en hal, men kan spilles i skolegården, på gaden, i haven eller på legepladsen. Det er blandt andet EM-guldvinderen fra 2008, Lasse Boesen, der står bag Street Handball.

/Hopskud.jpg)