Aldersrelateret træning
Del

Træning U-8

Træningen

Sådan sammensættes træningen

En varieret, udviklende og motiverende træning for U-8-børn bør rumme elementer fra følgende fire hovedtemaer:

  • Boldbehandling
  • Lege
  • Skudbaner
  • Spil

Læs mere om hovedtemaerne længere nede på siden og find inspiration til den daglige træning i øvelsesbanken.

I tilrettelæggelsen af træningen bør træneren tilsigte, at de fire temaer tilgodeses i forholdet:

U-8 temaer

Trænerrollen

Som træner for U-8 spillere skal du være opmærksom på følgende:

  • U-8 spillere har ofte kun få erfaringer med foreningsidrætten
  • Du kan være den første træner for nogle af børnene
  • Din primære opgave er, at skabe glæde og tryghed og give børnene gode og positive oplevelser med bold, leg og bevægelse
  • Du skal opmuntre og motivere
  • Du skal være venlig og nærværende og give alle børnene opmærksomhed. Børnene i denne alder begynder nu at interessere sig for andre
  • Du skal understøtte dette og opmuntre dem til at hjælpe hinanden og tage hensyn til andre. Børnenes forældre møder måske for første gang foreningsidrætten i rollen som forældre
  • Du skal være klar til at bruge tid på at informere og involvere dem, så de også får en positiv oplevelse af foreningen

Specialisering

Ved specialisering forstås

  • Dels en idrætslig specialisering, hvor man kun træner specifikke færdigheder inden for den valgte idrætsgren (f.eks. håndbold)
  • Dels en positionsbestemt specialisering, hvor man kun træner de færdigheder, man anvender på den position på banen, hvor man spiller (f.eks. venstre fløj).

For de yngste vil såvel idrætslig som positionsbestemt specialisering være uhensigtsmæssig.

Aktiviteterne for U-8 spillere bør være så alsidige som muligt og tilrettelægges så børnene får en masse forskellige erfaringer med at håndtere krop og bold. Når der spilles kampe (totalhåndbold) skal børnene prøve forskellige positioner. Mange skal prøve at stå på mål.

Børnene skal opmuntres til at afprøve mange forskellige idrætsgrene.

Spil

Totalhåndbold

Totalhåndbold er betegnelsen for den kampform, der anvendes med U-8 spillere. Der spilles på minibane, og spillerne opfordres til at tage initiativ i såvel forsvar som angreb.

Samtidig med at der skal være plads til begejstring over egne færdigheder, sættes der fokus på børnenes evne til at indgå i en fair kamp, hvor resultatet ikke på nogen måde helliger midlet.

Hensigten med totalhåndbold er at udnytte børnenes naturlige nysgerrighed og kreativitet og i en kamplignende situationer udvikle deres evne til at tage initiativ.

Børn har en naturlig lyst til at bevæge sig. Totalhåndbold motiverer til at være i konstant bevægelse.

Børn har meget forskellige forudsætninger for at involvere sig i en håndboldkamp. Totalhåndbold lægger op til, at vejlederen aktivt støtter og udfordrer alle deltagerne med respekt for de enkelte spilleres aktuelle færdigheder.

 

Spillets regler og rammer

  • Der spilles på minihåndboldbanen på tværs af hallen. Der er som udgangspunkt fire markspillere og en målmand på hvert hold og der spilles med en blød bold
  • Kampen ledes af en vejleder, der i samarbejde med de holdansvarlige har et stort ansvar for, at alle kampens deltagere har positive oplevelser med fra kampen
  • Straks et angreb er afsluttet ved, at der er forsøgt scoring, eller at bolden er mistet, skal alle spillerne fra holdet, der netop har været i angreb, hurtigt tilbage og berøre egen målcirkel, før de må begynde at forsvare
  • Der skal opfordres til at arbejde med placering og bevægelse mere end med fysisk kontakt
  • Der spilles ikke med faste pladser i angrebet
  • De almindelige håndboldregler for skridt, overtrådt etc. er gældende, men vejlederen administrerer dem med stor respekt for den enkelte spillers erfaringsgrundlag.

 

Vejlederens rolle

  • Vejlederen er advokat for alle kampens deltagere
  • Vejlederen skal gøre sit for at fjerne spillernes opmærksomhed fra resultatet og i stedet fokusere på den kamp, der foregår
  • Vejlederen kan stoppe kampen, hvis spillet udvikler sig i en uheldig retning og komme med korrektioner
  • Hvis vejlederen vurderer det nødvendigt, kan der indsættes en ekstra spiller på det hold, der er presset.

Boldbehandling

Boldbehandling for U-8 drejer sig primært om, at børnene i legeprægede øvelser skal vænne sig til, at bolden indgår som et naturligt redskab.

Udgangspunktet for træning af individuel boldbehandling for U-8 er principielt det samme som for U-6.

I U-8 gruppen vil der dog være mulighed for, at børnene kan begynde at forholde sig til at skulle arbejde med bolden samtidig med, at der indlægges momenter af samspil med en medspiller.

Boldbehandling med U-8 spillere indeholder også kaste- og gribeøvelser

Efterhånden som disse træningsøvelser bliver gentaget tilstrækkeligt mange gange, bliver børnene i stand til at mindske koncentrationen om bolden for gradvist at kunne rette opmærksomheden mod det, der sker omkring dem.

I U-8 træningen kræves det, at træneren har blik for, at der allerede i 7-8 års alderen kan være store individuelle forskelle på børnenes forudsætninger.

Der vil være spillere, der fortsat har tilstrækkelige udfordringer i de individuelle øvelser fra U-6 træningen, og det vil derfor være en god ide, at træneren så vidt muligt forsøger at tilrettelægge træningen med et bredt spektrum af udfordringer.

Lege

Legen er et godt udgangspunkt for sociale fællesskaber, og det gælder naturligvis også for børn i alderen 7-8 år. I leg med U-8 er det dog vigtigt, at træneren sikrer, at der i størst muligt omfang indgår en bold. Boldlegens fordele er, at der helt naturligt sættes et højt aktivitetsniveau, der relativt enkelt ved få ændringer kan justeres. Legen virker for langt de fleste motiverende og sætter humøret i vejret.

U-8 træneren skal respektere børnenes behov for at lege og I kan i udvælgelsen af lege lægge vægt på, at de eksempelvis rummer motoriske momenter eller løbemønstre, der gør dem håndboldrelevante. Eksempler på dette er

  • Skudkonkurrence 
    (indlæring af skud- og kasteteknik)
  • Fangelege 
    (finter, retningsskift, orientering)
  • Korte stafetter 
    (hurtige vendinger med og uden bold, boldsikkerhed)
  • Fangelege 
    (finter, retningsskift, orientering)
  • Sammenspilslege 
    (sammenspil, bevægelse, bolderobring)
AT U-8

Fang én af dem uden bold

Træningskort øvelseskode AT-U8-201
AT U-8

Skudkonkurrence efter kegler

Træningskort øvelseskode AT-U8-200
AT U-8

Workshop med afslutninger

Træningskort øvelseskode AT-U8-405
AT U-8

Klem om bolden

Træningskort øvelseskode AT-U8-106

Skudbane

En skudbane består af en række aktiviteter placeret i en gennemtænkt rækkefølge på banen. Hver spiller har sin egen bold og bevæger sig rundt på banen i en fastlagt rute. I begge ender af banen skal der afsluttes med skud på mål, og på langsiderne tilrettelægges forskellige fysiske udfordringer.

Skudbanen giver mulighed for, at mange børn er i aktivitet på samme tid, og at de alle får mange skud på mål. Organiseringen og valget af øvelser bør sikre, at der ikke opstår lange ventetider.

Skudbanerne øger børnenes motivation og styrker deres koncentration. Endvidere giver skudbanerne mulighed for at træne relevante fysiske færdigheder indenfor fx koordination, bevægelse og balance.

Træning af de motoriske færdigheder udgør fortsat en stor del af træningen, men med U-8 spillere kan man nu begynde at indlægge elementer fra den indledende tekniske træning. Dette kan med fordel udnyttes i skudbanerne.

I arbejdet med skudbaner for U-8 er det primært formålet at kombinere elementerne skud, koordination og bevægelse. De indlagte udfordringer på langsiderne kan fortsat være af almen motorisk karakter, men der er også oplagt muligheder for at træne specifikt håndboldrelevante bevægelser.

Vælg forbund

Luk