Partnere
Del

Partnersamarbejde i særklasse

Bølgerne gik højt, da Dansk Håndbold Forbund i samarbejde med forbundets partnere Scandic Hvidovre, Fresh Food Partner Lidl og hovedsponsor BYGMA inviterede Håndboldherrerne til grilldyst.

Der var fyret godt op under grillen, da Scandic Hvidovre tirsdag aften dannede rammen for ’Den store grill-dyst’, som DHF, Official Fresh Food Partner Lidl, hotelsponsor Scandic Hvidovre og herrelandsholdets hovedsponsor BYGMA, havde arrangeret i fællesskab.

Deltagerfeltet bestod af de danske håndboldherrer, som var delt op i fem konkurrerende hold, og blev udfordret på bl.a. grilltilberedning af laks, skaldyr og grøntsager, og ikke mindst grill ”caveman style” af et stykke mørt Angus kød.

Lad det være sagt: der blev svedt og knoklet hårdt for at imponere dommerpanelet, som i dagens anledning bestod af landstræner Nikolaj Jacobsen, souschef på Scandic Hotel Maria Lillevang, markedschef for Bygma Erik Yde, salgschef i Lidl Christian Pantung. Overdommer var Martin Mygdam, som, udover at arbejde i grill-virksomheden Napoleon, gennem de sidste 10 år har lavet grillevents og grillmad i hele Danmark – både som leder af professionelle grillteams i branchen, på det danske grilllandshold og som vinder af utallige Danmarksmesterskaber i grill. På trods af sin store erfaring var overdommeren imponeret af de danske olympiske håndboldmestre.

“Det er et fantastisk hold af venlige og nede på jorden gutter, der, på trods af at de var lidt på udebane, virkelig gav den hele armen for at få grillet den perfekte bøf.

Det er fedt at se, at de tager udfordringen så meget til sig, og det skinner virkelig igennem, at de er konkurrencemennesker”, siger Martin Mygdam.

Teamwork i særklasse

Hele grill-arrangementet er blevet til gennem et samarbejde mellem DHF, herrelandsholdets hovedsponsor Bygma, Official Fresh Food Partner for landsholdene Lidl, samt landsholdets officielle hotelpartner Scandic, som udover altid at huse landsholdet, i dagens anledning også leverede danske bøffer fra fritgående Anguskvæg. Samarbejdet har naturligvis skabt stor glæde og begejstring i DHF.

”Det er fedt, at vi kan få bragt flere af vores partnere i spil på samme tid og skabe et samarbejde på tværs af partnerskaber. Mens Scandic Hvidovre stillede op med lokaler og bøffer, havde vores Fresh Food Partner Lidl linet op med lækre friske grøntsager fra deres sortiment, alt i mens Bygma leverede grill og grill-udstyr. Det hele er bare gået op i en højere enhed, ” fortæller Kristine Frøsig-Andersen, som er kommerciel projektleder i DHF.

Udover at der var grin, lækre bøffer og højt humør at spore blandt spillerne, så var repræsentanter fra DHF’s tre partnere også fornøjede.

”Det her virkelig været en god dag”, fortæller BYGMAS markedschef Erik Yde. Vi har fået bragt vores produkter i spil, haft en super-hyggelig og sjov dag med Håndboldherrerne, og har gennem dette arrangement lært nogle rigtig gode mennesker og måske potentielle samarbejdspartnere at kende i dag”, slutter Markedschefen.

Den store grill-dyst blev i øvrigt vundet af hold 4 bestående af  Morten Olsen, Henrik Mølgaard,  Magnus Landin, Ole Glimø (Scandic) Anette Pedersen (DHF), Charlotte Haugaard Kristensen (Bygma) og Tina Kjær (), som leverede både en lækker lakseforret og en perfekt stegt medium bøf med tilhørende kartoffelmos og champignoner fra Lidl.

Vælg forbund

Luk