Partnere
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!

Dansk Håndbold Forbund inviterede Lykkeliga til håndboldfest

Store og små stjerner fulgtes på banen, da Dansk Håndbold Forbund havde inviteret 32 børn med udviklingshandicap til at løbe på banen til landskampen mod Sverige hånd i hånd med Håndbolddamerne.

Der ventede 32 spændte børn med udviklingshandicap en varm velkomst fra publikum, da de sammen med Håndbolddamerne kunne løbe ind på Arena Nord i Frederikshavn til naboopgøret mod Sverige. På trods af at det var nogle tydeligt imponerede og begejstrede indløbsbørn, som sang med på nationalhymnen inde i hallen, så var mødet med håndboldbanen langt fra deres første.

De 32 børn er nemlig til daglig en del af Lykkeliga, et initiativ som bruger håndbold til at skabe positive fællesskaber, positiv formidling og positive oplevelser for og omkring børn med udviklingshandicap i hele Danmark.

Den unikke liga blev stiftet af den tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen, som bl.a. var med til at vinde EM-sølv i 2004.

Håndboldtilbud til alle børn – uanset udfordringer

Hele projektet startede, da Rikke Nielsen selv blev mor til lille Magda med Downs syndrom, og opdagede, at der ikke var nogle håndboldtilbud til datteren. Hun tog derfor sagen i egen hånd og startede holdet Kidz, der er for børn med et udviklingshandicap. Initiativet har siden 2016 taget fart, og Lykkeliga er gået fra at dække Aalborg-området til at være landsdækkende. Projektet har også høstet priser som HomePrisen 2017 for årets publikumspris og Plads til Forskelleprisen 2017, mens Rikke blev hyldet som Årets forbillede til DR’s gallashow, Sport 2016.

Om oplevelsen i Arena Nord siger Rikke: ”Det har været en helt fantastisk oplevelse for børnene at få lov til at løbe ind med Håndbolddamerne. Håndbold betyder alt for de her børn, og det at møde landsholdet har været en unik oplevelse i deres liv, som jeg er sikker på de sent glemmer. Jeg er virkelig glad for, at vi sammen med DHF kunne være med til at gøre dagen helt speciel for dem,” fortæller Rikke Nielsen.

Udover at løbe ind med deres store idoler fik børnene fra Lykkeliga også mulighed for at møde spillerne efter kampen, hvor der blev uddelt kram og skrevet autografer. Og DHF’s direktør Henrik M. Jacobsen var glad for, at alt gik op i en højere enhed:

”Vi er virkelig glade for at det her lille projekt kunne lykkedes, og at, kunne være med til at skabe en helt unik dag for børnene.
Vi har generelt et ønske om at tage godt imod alle mennesker, som kommer til håndbold, og det må man sige vores fantastiske fans og spillere gjorde. Jeg tror i hvert fald børnene har fået en oplevelse de sent vil glemme,” siger direktør Henrik M. Jacobsen.

Kunne du tænke dig at læse mere om Lykkeliga eller støtte det gode formål, kan du læse mere her.

Se en video fra dagen her.

Vælg forbund

Luk