Om HRØ
Del
Børn og unge
Bredde

Samarbejde og samskabelse nytter noget

10. sep 2021Kl. 13:15

Det er med stor glæde Håndbold Region Øst konstaterer, at den tætte dialog og det meget konstruktive samarbejde med politikere og med Folkeoplysningsudvalget i Københavns Kommune, fører til konkrete resultater. I første omgang i budgetaftalen, og dernæst når det forhåbentlig udmøntes i reelle handlinger.

Konkret har HRØ gennem de seneste 3-4 år ført en god, konstruktiv dialog med både de enkelte valgte politikere og med Folkeoplysningsudvalget i Københavns Kommune. Det primære formål har været at være en troværdig sparringspartner i forhold til at skabe bedre og mere optimale forhold for idrætten i Københavns Kommune. Det er vores klare oplevelse, at vi er blevet taget godt imod i denne rolle, og at vi netop kan være med til sammen at skabe noget.

Senest er det synligt på budgetaftalen for 2022, hvor der afsættes midler til at lave en forundersøgelse af mulighederne for at etablere et beach-anlæg ved Emdrup Hallen. Og vigtigt at påpege: Ikke alene til beach-håndbolden, men også til beachfodbold og beachvolleyball. Med andre ord: Samarbejde og samskabelse, der favner bredt.

”Det er virkelig dejligt at se, det nytter at søge dialogens vej. At være konstruktiv i sin tilgang og de løsningsmuligheder, der lægges frem. Herfra skal lyde en stor tak til Københavns Kommune og dens politikere”, udtaler formanden for Håndbold Region Øst, Troels Hansen, og fortsætter:

”Ved vores repræsentantskabsmøde i juni tog vi også yderligere en konsekvens af disse erfaringer. Derfor har vi nu etableret et udvalg, der har til opgave at rådgive foreningerne omkring netop kontakten til det politiske niveau, ligesom udvalget skal byde sig til som samarbejdspartner overfor de kommuner, der planlægger at etablere nye faciliteter eller som måske halter lidt bagud på det område”.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE