Priser og vindere
Del

Håndboldens Hverdagshelt 2019

Sven Hjort Jensen fra FIF Håndbold vandt prisen som Håndboldens Hverdagshelt i 2019. Foto: Jan Christiansen

SVEN HJORT JENSEN ER HÅNDBOLDENS HVERDAGSHELT

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard

AutoPartner og Dansk Håndbold Forbund har i dag hyldet de frivillige i håndbolden med overrækkelsen af prisen som Håndboldens Hverdagshelt. Vinderen blev Sven Hjort Jensen fra FIF.

Det var i et stærkt felt af frivillige, at juryen til prisen som Håndboldens Hverdagshelt lørdag skulle finde en vinder. Næsten 200 hverdagshelte var blevet indstillet, og heriblandt blev fem valgt ud i et finalefelt.

Vinderen af hovedpræmien på 10.000 kroner til sig selv og 10.000 kroner til foreningen blev den 68-årige Sven Hjort Jensen fra FIF, der i en menneskealder har viet sit liv til håndbolden. Sanne Fredsøe, der er marketingschef i AutoPartner forklarer, hvorfor juryen lige præcis pegede på Sven som vinderen:

”Prisen som Håndboldens Hverdagshelt er en pris, som alle frivillige i håndbolden fortjener at vinde. Men vi skulle finde en vinder i det imponerende felt af nominerede, og her faldt valget på Sven af flere grunde. Sven er en person, der hjælper i alle sammenhænge og altid går forrest. Ingen opgaver er for store eller små til Sven – han går efter målet, nemlig en velfungerende klub, hvor det er rart at være og tingene løses i fællesskab.”

Sven Hjort Jensen har i over 50 år været en dedikeret frivillig i håndbolden. Og selvom han er en beskeden mand, der ikke er så meget for opmærksomhed, er han rigtig glad for at modtage prisen som Håndboldens Hverdagshelt:

”Det betyder meget for mig, at der er mennesker, der sætter pris på det, man går og laver. Det er altid rart.”

Håndboldens Hverdagshelt vender tilbage
Prisen som Håndboldens Hverdagshelt bliver uddelt i et samarbejde mellem AutoPartner og Dansk Håndbold Forbund, og for Sanne Fredsøe giver samarbejdet rigtig god mening, da prisen er en naturlig forlængelse af værkstedskædens ambition om at være relevant og tilstede i lokalmiljøet. Derfor fortsætter samarbejdet også:

”AutoPartner er en sammenslutning af lokale værksteder, der alle har kontakt med de bagvedliggende kræfter, der er i klubberne i form af drivstærke frivillige. Derfor er det også helt oplagt for os, at vi fortsætter samarbejdet og igen til næste år kårer Håndboldens Hverdagshelt,” siger Sanne Fredsøe og fortsætter:

”Vi er blæst helt bagover af den store opbakning, som prisen har fået allerede i år et. Nu håber vi, at lige så mange – og gerne endnu flere – indstiller deres hverdagshelt til prisen, når vi i løbet af efteråret 2020 igen åbner for indstillinger.”

Fire ekstra præmier
AutoPartner uddeler ud over hovedpræmien på 20.000 kroner også fire gavekort til en værdi af 2.500 kroner til en middag på en god restaurant. De fire gavekort tilfalder de øvrige fire finalister:

  • Karina Klarskov, Roskilde Håndbold
  • Rene Gam B. Jørgensen, Rødekro I.F. Håndbold
  • Sune Kjeldgaard, KLG Håndbold
  • Jonas Primdahl, Fredericia Vejle Håndbolddommerklub

Du kan se mere fra uddelingen af prisen i Frederiksberghallerne på Facebooksiderne Dansk Håndbold og AutoPartner. Hvis du vil holde dig orienteret om, hvornår prisen uddeles igen, kan du tilmelde dig Dansk Håndbold Forbunds nyhedsbrev på www.håndbold.dk.

Om vinderen
Sven Hjort Jensen er indstillet til prisen som Håndboldens Hverdagshelt af Andreas Rune Mortensen. Andreas skriver i sin indstillingstekst:

Sven har været en institution i FIF og dansk håndbold i en menneskealder. Han er indbegrebet af en frivillig leder, der har viet sit liv til det danske foreningsliv og til at skabe oplevelser for børn og unge.

Siden starten af 70’erne har han brugt det meste af døgnet på at skabe rammerne for håndbolden på Jens Jessens Vej på Frederiksberg. Først i SAGA og siden i FIF. Uden ham var dansk håndbold fattigere.

Hans hjerte banker for håndbold – og ikke mindst for at give børn og unge en oplevelse med håndbolden. Hans smil er størst, når over 130 børn møder op til sommerens håndboldskoler og boltrer sig i fire haller på Frederiksberg. Utallige er de spillere og håndboldpersonligheder, der været under Svens vinger.

Sven Hjort lever for at skabe oplevelser med håndbold for alle aldre og niveauer. Han er om nogen Håndboldens Hverdagshelt.

Vælg forbund

Luk