Foreninger og uddannelse
Del

Beskrivelse af oplæg på Håndboldens videnskonference

På Håndboldens videnskonference kan du vælge mellem 12 forskellige oplæg i løbet af dagen.
Alle oplæggene består af viden og refleksioner over indholdet i 'Rigtig, sjov håndbold'. Det er både forskere og håndboldpraktikere, som deler deres erfaringer og perspektiver på lige præcis deres ekspertområde.

Da du tilmeldte dig konferencen havde du mulighed for at tilkendegive din interesse for et eller flere spor. Denne tilkendegivelse er ikke bindende, og du kan frit vælge, hvilke oplæg du vil høre på dagen.

Nedenfor finder du beskrivelsen af de 12 oplæg.

Program

Kl. 9.00-10.15 - Indtjekning, morgenbrød og netværk

Kl. 10.15-10.40 Fælles velkomst
Værter: Thomas Ladegaard, Forfatter og Podcastvært
Morten Stig Christensen, Formand for Dansk Håndbold Forbund


 

Spor 1: Børn

Kl. 10.45-11.30 - Motivation for at starte til håndbold og blive i foreningen

Motivation er et ord, som bliver brugt i flæng i hverdagen, men hvad betyder det egentlig, når vi taler om børnehåndbold? Og hvad skal være til stede for at børn oplever motivation? Hvad opleves som sjovt og givende, der gør, at den enkelte har lyst til at blive?

Oplægsholder: Louise Kamuk Storm, Lektor på Syddansk Universitet.

 

Spor 2 - Unge

Kl. 10.45-11.30 -U19 piger – vil du spille elite eller hygge?

I Rødovre Håndboldklub har Emil og Christina i en årrække arbejdet med at tiltrække flere U19 spillere til deres afdeling. De startede i det små men er hen over tiden nået op over 40 spillere – både nye og gamle ansigter i foreningen og helt nye håndboldspillere er dukket op. Men hvad er deres opskrift på succes?

Oplægsholdere: Emil Hahowitz Elling og Christina Hahowitz Elling, Trænere i Rødovre Håndboldklub.

Spor 3 - Gode træningsmiljøer for børn og unge

Kl. 10.45-11.30 - Relativ alderseffekt og dens konsekvenser for børn og unges motivation og mestring

Børn og unges mulighed for at mestre håndbolden er betinget af deres udvikling. Deres fysiske størrelse og evne til at forstå og opfatte er afhængig af deres alder – ikke bare i år men helt ned i måneder. Derfor er det vigtigt, at man som træner er opmærksom på børns udvikling, så de største ikke automatisk bliver de ’bedste’, men at alle børn — stor eller lille, med fødselsdag først eller sidst i året — får lige muligheder for at udvikle sig.

Oplægsholder: Niels Rossing, Forsker på Aalborg Universitet.

Spor 4 - Midtvejsevaluering af Nye spilformer

Kl. 10.45-11.30 - Nye spilformer – ny viden fra midtvejsevalueringen

Maja Pilgaard og hendes team har siden efteråret 2021 arbejdet på at indsamle viden og data på de syv tiltag som blev iværksat i projektet nye spilformer. Her præsenterer hun de foreløbige evalueringer.

Oplægsholder: Maja Pilgaard, Chefanalytiker på Idrættens Analyseinstitut.


 

Kl. 11.40-12.25 - 'Rigtig, sjov håndbold’? Bliv klogere på konkrete handlinger for trænere og ledere

Nu har vi samlet en masse viden i denne flotte udgivelse af vidensgrundlaget, men den gode børnehåndbold kommer jo ikke kun ud af det. Derfor kommer Claus Hansen her med flere perspektiver på, hvilke handlinger trænere og ledere skal udføre i foreningerne for at efterleve viden og anbefalinger i ’Rigtig, sjov håndbold’.

Oplægsholder: Claus Hansen, Talentchef i Skjern Håndbold.

Kl. 11.40-12.25 - Hvordan motiverer vi unge til at være ledere, trænere og dommere? - Paneldebat

Håndboldforeninger er i høj grad båret af frivillige kræfter, men hvordan sikrer vi forsat at gøre det attraktivt for unge mennesker at gøre ledervejen til en del af deres håndboldliv? Hør paneldeltagernes historie om, hvad der har motiveret dem, og bidrag med dit perspektiv og input til gode løsninger til en forsat opgave i dansk håndbold.

Moderator: Thomas Ladegaard. 

Paneldeltagere: Simon Saugstrup, Medlem af uddannelsesudvalget i kreds 1; Josefine Kusk, Elitedommer og Jonas Primdal, Elitedommer og Håndboldskoleleder i Vejle.

Kl. 11.40-12.25 - Talentmiljøet i centrum: fra filosofi til praksis

I dette oplæg kommer vi til at reflektere over, hvordan forskellige filosofier om talent har en afsmittende effekt på vores adfærd som trænere, ledere og forbundsfolk.

Oplægsholder: Kristoffer Henriksen, Professor i Sportspsykologi på Syddansk Universitet.

Kl. 11.40-12.25 - Midtvejsevaluering af Nye spilformer

Maja Pilgaard og hendes hold har siden efteråret 2021 arbejdet på at indsamle viden og data på de syv tiltag som blev iværksat i projektet nye spilformer. Her præsenterer hun de foreløbige evalueringer.

Oplægsholder: Maja Pilgaard, Chefanalytiker på Idrættens Analyseinstitut.


 Kl. 12.25-13.15 - Frokost


 

Kl. 13.15-14.00 - Bliv klogere på kampen for børn: Formålet med kampen og roller for de voksne

Skal vi ikke længere spille for at vinde? Hvem bestemmer egentlig, når bolden er fløjtet i gang? Og hvad er trænerens rolle, når kortbanespillet går så stærkt, at man ikke kan nå at give instruktioner? Disse og mange flere spørgsmål vil blive perspektiveret i dette oplæg.

Oplægsholder: Ulrik Jørgensen, Uddannelsesansvarlig i DHF og Jonas Primdal, Elitedommer og Håndboldskoleleder i Vejle Håndboldklub.

Kl. 13.15-14.00 - Presser vi de unge piger til at vælge håndbolden fra?

Hvordan oplever unge piger nutiden, og hvordan påvirker det deres lyst til at dyrke håndbold? Vi kan se, at dansk håndbold siden 2006 til 2020 har mistet 7.987 unge i alderen 13-18 år og hele 6000 af dem er piger. Spørgsmålet er dermed vigtigt: Presser håndboldsporten pigerne til at vælge foreningen og holdet fra?

Oplægsholder: Stephanie Jensen, Projektleder og Forsker på Center for Ungdomsstudier. 

Kl. 13.15-14.00 - Hvordan får klubbens ledelse styr på holdninger og værdier

Hvordan kan man skabe en god kultur som frivillig leder i arbejdet med værdier og holdninger i foreningen? Hvordan gør man sine værdier synlige i hverdagen, og hvordan kan man lede efter dem blandt frivillige trænere og forældre? Det giver Tommy et perspektiv på.

Oplægsholder: Tommy Vedstesen, Formand og Træner i Vidar-Ulkebøl Håndbold.

Kl. 13.15-14.00 - Refleksion og erfaringer med afsæt i viden om nye spilformer

Nu har vi indsamlet viden gennem midtvejsevalueringen, og vi har mange erfaringer blandt trænere, ledere, forældre og spillere, som vi ønsker at bringe i spil i denne debat både blandt panelet og publikum. Hvad skal vi blive klogere på, før projektet slutter? Er der noget i undersøgelsen eller erfaringerne, som har overrasket? Hvad kan vi alleredenu lære af arbejdet med de syv indsatser i nye spilformer?

Moderator: Thomas Ladegaard 

Panel: Maja Pilgaard, Claus Hansen og Louise Kamuk Storm. 


 

Kl. 14.05-14.45 - Fælles afslutning: Hvordan bruger vi vores viden om den gode børne- og ungdomshåndbold i vores daglige virke?

Vi runder dagen af med et foreningspanel, med en vigtig diskussion af, hvordan vi bringer ’Rigtig, sjov håndbold’ ud og leve på banen, i hallerne og i bestyrelseslokalerne.

Ved vært Thomas Ladegaard og Formand Morten Stig Christensen.

Kl. 15.00 - Afgang til Boxen

Kl. 16.00 - Landskamp i Boxen i Herning: Danmark - Spanien

Vælg forbund

Luk