Nyheder og presse
Del

DHF sætter fokus: Håndboldspiller og homoseksuel

I dag er der bred åbenhed og accept af lesbiske på diverse kvindelige håndboldhold, men anderledes ser det ud på herresiden, hvor emnet stort set er tabubelagt. Hvorfor? Magasinet Håndbold sætter fokus på emnet og indbyder jer til at tage del i debatten!

I Odense findes der mange håndboldhold. Et af dem er Lambda Håndbold. De startede op i september 2013, hvor de var 25 på holdet. Sidste sæson spillede de med i serie 4, men studier og fraflytninger har betydet, at der nu kun er seks bøsser tilbage på holdet. Lambda er nemlig en forening for homo- og biseksuelle samt transpersoner – alle, også heteroseksuelle, er dog velkomne på håndboldholdet.

Holdet kæmper for overlevelse, og de fem spillere og deres spillende træner mener, at det er på høje tid, der bliver sat fokus på bøssernes svære situation i holdsporten – og lad os i denne forbindelse holde os på egen banehalvdel – i håndbolden.

”Vi har oplevet rigtigt mange ting, mens vi har været i gang med Lamdba Håndbold, og mange af oplevelserne har været decideret negative – jeg tror, det er en stor del af grunden til, at vi har så svært ved at få flere spillere,” siger Kim Damien Eriksen, der er bestyrelsesmedlem i Lambda Håndbold og spiller.

”Der er ingen, der vil tabe til en flok bøsser”
Spillerne fortæller, at de har oplevet, at der er gået særlig hårdt til dem på banen, hvilket har resulteret i brækkede næser, flækkede øjenbryn og skader, der slet ikke hører til i den serie, de spillede i.

”Der er ingen tvivl om, at når vi deltager i turneringen, så er det ekstra vigtigt for de andre hold at slå os, for der er ingen, der vil tabe til en flok bøsser,” fortsætter Kim Damien Eriksen.

En af spillerne på holdet, spiller også på et såkaldt ’almindeligt’ håndboldhold, hvor han dog ikke har været åben omkring sin seksualitet.
”Vi oplever, at det er et tabubelagt ude i klubberne, og hvis man melder åbent ud, risikerer man at blive frosset ud – eksempelvis har vores træner oplevet at blive bedt om at bruge dommeromklædningen, så han ikke skulle klæde om med de andre i den klub, han tidligere var tilknyttet,” siger Kim Damien Eriksen videre og opfordrer til, at der sættes fokus på emnet.

Vi vil bare gerne spille håndbold!
”Det er virkelig utroligt, at vi i 2016 stadig står med så banalt et tabu. Vi vil bare gerne spille håndbold, og vi vil allerhelst kunne spille i de etablerede klubber. Når vi har oprettet vores eget hold, er det, fordi vi simpelthen ikke føler, vi bliver accepteret i klubberne,” siger Kim Damien Eriksen og afrunder:

”Med det her opråb vil vi gerne bryde nogle fordomme, og vi vil gerne sætte emnet på dagsordenen, for fordomme skyldes tit uvidenhed – og vi er klar til at svare på alt.”

Et par skarpe til holdet:
Er I ikke bare for fintfølende til at klare jargonen i omklædningsrummet?
- Nej, på ingen måde. Hvis det er det, folk tror, skulle de kigge forbi vores træning og høre jargonen der.

Kan I bade med andre mænd, uden at der er noget seksuelt i det?
- Ja. Når vi er til håndbold, er det jo ikke vores fokus at score fyre. Når vi tager på stranden, går i svømmehallen eller i badeland, er der jo heller ikke en nogen seksuel kontekst i det.

Stil dit spørgsmål!
Dansk Håndbold Forbund tager hermed stafetten op og opfordrer alle til at deltage i debatten og stille spørgsmål. Brug kommentartråden på Magasinets Facebook-side eller send en mail til
tip@dhf.dk

Vi stiller spørgsmålene til spillerne ved deres næste træning på tirsdag den 8. november. Interviewet sendes live på Facebook-siden her:
Magasinet Håndbold på Facebook

Denne artikel er tagget med følgende interesseområder:

Læs flere spændende artikler

Vælg forbund

Luk