Af Alexander Elverlund Foto: Jan Christensen

De startede som holdkammerater på håndboldbanen, men de mange timer i omklædningsrummet, på lange togture, udlandsrejser og til fester udviklede sig til et særligt venskab.

Gode minder
I en stuelejlighed ud til søerne i København er seks kvinder i alderen 64-76 år samlet. Der er kaffe i kopperne og friskbagte boller i køkkenet. Snakken går lystigt, de griner og smådriller hinanden kærligt.

”Janne, du var ikke meget for at løbe hjem,” husker én.

”Til gengæld var hun god til at give skideballer,” griner en anden. Janne tager det ikke så tungt. Hun griner og svarer igen med en ny drillende bemærkning.

Kvinderne har et særligt bånd. De var holdkammerater i håndboldklubben Kvindelig Idrætsforening (KI) og spillede i Danmarks bedste række i deres unge dage i 1960’erne og 70’erne. I dag er håndbolden lagt på hylden, men det venskab, der blomstrede mellem pigerne på banen og i omklædningsrummet, er stadig intakt i dag næsten 50 år senere.

I slutningen af 1980’erne begyndte holdet at smuldre, og kvinderne blev spredt. Men da to fra holdet tilfældigt mødte hinanden i 2003, besluttede de at stable et gensyn på benene.

”Selvom vi ikke havde set hinanden i mange år, kørte snakken bare, som var det i går. Vi hyggede os rigtig meget,” fortæller Bente Wemmelund, der er gruppens yngste medlem. Siden har kvinderne mødtes flere gange årligt til frokoster hos hinanden og håndboldkampe. I dag er seks af gruppens i alt ni medlemmer mødt op.

Bente Wemmelund og Lis Filskov studerer gamle holdbilleder. KI blev stiftet i 1906 og havde i begyndelsen svømning og gymnastik. I 1930’erne blev kvindehåndbold tilføjet, og KI blev storleverandør af dygtige spillere til det danske kvindelandshold. KI fusionerede i 1989 med Ajax København.

Girlpower
Lone, Birgit, Lis, Bente, Janne, Tove og resten af holdet trænede to gange om ugen i én time på Gymnastikhøjskolen på Nørre Allé i København. I 1968 flyttede holdet ind i Bavnehøjhallen på Vesterbro.

”Håndbolden var mit fristed. Det var min time-out fra at passe børn og hus og hjem,” fortæller Janne Rothberg på 72 år, der havde status af anfører på holdet. Da hun startede med at spille håndbold i 1956, var det endnu ikke hverdagskost, at kvinder gik til fritidsaktiviteter om aftenen.

”Der var vel en lille smule rødstrømpe over os, for vi mente jo, at vi kunne klare alt selv. Vi skulle sgu’ ikke have hjælp af nogen mænd,” siger hun.

Kvindernes lange håndboldkarriere har budt på rejser til blandt andet Tyskland og Færøerne og mange togture til Jylland, hvor tiden blev slået ihjel med strikketøj og kortspillet Olsen.

”Det er guld værd at have sådan et fællesskab. Vi kan noget andet, når vi er sammen bare os kvinder. Vi er uden filter,” siger Lis Filskov, og resten af flokken stemmer enigt i.

Venskab af guld
Holdet spillede sig i flere pokalfinaler og fik DM-bronze i 1966/67 og 1967/68. De kravlede helt til tops på medaljeskammelen, da de som Old Girls i 1982 slog ærkerivalerne fra FIF og tog DM-guldet med hjem. Deres største bedrift, kalder de det. Trofæet - en oval metalplade - ligger på bordet mellem kaffekopper, gulnede avisudklip og sort-hvid-billeder af hopskydende håndboldpiger.

Historier, minder og anekdoter fylder stuen. Lone spillede i lange bukser, fordi hun var flov over sine buttede ben. Forsvarsgeneralen Lis bed engang en modspiller i armen. Janne var anfører og til prøvning på landsholdet. Bente fiskede bolde og løb kontra. Birgit gik altid fra en meget spids vinkel på fløjen, og Tove holdt gode fester i sin lejlighed. Kvinderne har hver deres unikke historie i deres stærke og trygge venskab, som startede i en håndboldhal i København. Et venskab, der er guld værd.