Nyheder og presse
Del

Ildsjæl gav en hånd til Afrika

Af Astrid Skov Andersen. Foto: Privatfoto/Henrik Madsen

Henrik Madsens liv har været fyldt med store håndbold-oplevelser. Han er så vild med håndbold, at han gerne vil udbrede glæden ved sporten til fjerne dele af verden. Han tog til Uganda for at tænde en håndboldgnist.

Som træner og dommer gennem mange år har Henrik Madsen haft talrige store oplevelser i håndboldens tegn. Og håndbold-ildsjælen har netop føjet endnu en oplevelse af de helt store til samlingen. I december rejste han på egen hånd til byen Apac i Uganda, hvor han brugte 14 dage på at træne håndbold med byens børn og unge.

Det hele startede i efteråret 2014, da Henrik Madsen fik lyst til at gøre noget nyt og anderledes. Han ville gøre en forskel ude i verden, og inden længe havde han lagt tråde ud til venner og bekendte i håndboldmiljøet og bedt om tøj og udstyr, der var tilovers. Det væltede ind med donationer.

”Jeg fik håndboldtøj, der var tilovers efter håndboldskoler, dommertøj fra kollegaer, fløjter og gule og røde kort fra Fyns Håndbold Forbund, spritnye bolde med mindre trykfejl fra Select, kuglepenne, tøj og strømper fra Nordfyns Bank og meget mere,” fortæller Henrik Madsen.

Efter tre måneders forarbejde stod Henrik Madsen i lufthavnen med et boardingkort til Uganda og syv kufferter fyldt med ca. 200 kg håndboldtøj og -udstyr. Det lykkedes ham endda at overtale flyselskabet til at donere gratis transport til fire af sine store kufferter.

Pigen med sandaler af bildæk
Apac, som ligger i det nordlige Uganda, har ca. 14.000 indbyggere. Byen bærer tydeligt præg af fattigdom. Til den første træning blev Henrik Madsen mødt af en flok barfodede børn på en knoldet græsplæne med mål, der var lavet ud af kæppe og reb.

”Forholdene var meget primitive, og den kulturelle forskel var stor. Der var for eksempel ingen disciplin i forhold til mødetidspunkter, som vi er vant til herhjemme. Spillerne kom gerne op til en time for sent til træning,” siger han.

Der var en pige, der gjorde særligt indtryk på Henrik Madsen. Hun var målmand og meget talentfuld. Men det var hendes viljestyrke, Henrik Madsen beundrede mest. Hver dag gik hun i to timer for at komme til håndbold, og når træningen var slut, gik hun de to timer hjem igen i sandaler lavet af gamle bildæk.

”Pigen gjorde så stort indtryk, at jeg købte en cykel til hende. Det var en brugt cykel til 250 danske kroner, så det var ikke ret meget for mig, men den gjorde virkelig en stor forskel for pigen, for hun blev fri for at gå alene hjem gennem mørket efter træning,” fortæller Henrik Madsen.

 
En stor hjælp
Det var ikke småting, Henrik Madsen fik udrettet på sine 14 dage i Apac. Han fik produceret håndboldmål af jern og malet sidelinjer i græsset. Og ud over en masse håndboldtræning og turneringskampe med de omkring 200 lokale børn og unge, brugte Henrik Madsen tid på at ”uddanne” 21 lærere fra de nærliggende skoler til håndboldtrænere, så de selv kan træne videre, efter at Henrik Madsen er rejst hjem til Danmark.

”Jeg har fået et officielt takkebrev fra myndighederne i Apac. De skriver blandt andet, at jeg har været med til at reducere risikoen for vold og forbrydelser i området. Det er overvældende. Jeg troede slet ikke, at det havde været så stort for dem. ”

Henrik Madsen er nu tilbage til hverdagen i Odense, og han har ikke umiddelbart en ny rejse til Apac i kalenderen. Men han håber, at andre ildsjæle tør kaste sig ud i lignende projekter, for ifølge Henrik Madsen kan dansk overskudstøj have rigtig stor værdi ude i den store verden. 

Denne artikel er tagget med følgende interesseområder:

Læs flere spændende artikler

Vælg forbund

Luk