Af Finn T. Jensen. Foto: Jan Christensen

Jóhan á Plógv Hansen – den modige færing
I en alder af blot 21 år har han taget flere modne beslutninger, end mange mennesker når i løbet af et helt liv. Undervejs er overliggeren blevet hævet flere gange – og indtil videre har han endnu ikke oplevet, at han har revet den ned.

”Hvis jeg tænker fem år tilbage, er det vanskeligt for mig at fatte, hvor stærkt udviklingen er gået. Ambitionerne har mange gange undervejs fået et lille nøk i vejret, og nu står jeg så her og har haft debut på det danske A-landshold, jeg har været til U-VM, og jeg har lige taget hul på en tre-årig kontrakt med en af topklubberne i den danske liga. Helt surrealistisk i forhold til de forventninger jeg havde, da jeg i maj 2010 første gang kom til Danmark.”

Jóhan á Plógv Hansen holder en kort tænkepause, smiler en anelse genert og tager derpå med sin charmerende brede østjyske accent fat på at fortælle historien om vejen fra den trygge barndom i Thorshavn til tilværelsen som fuldtids prof i BSV omgivet af rutinerede landsholdsspillere som Nikolaj Markussen, Klaus Thomsen, Nikolaj Øris, Mads Christiansen, Søren Rasmussen og ikke mindst Michael V. Knudsen.

Med moster på mål
Marjun á Plógv er ikke alene den spiller, der gennem tiderne har haft flest kampe på det færøske kvindelandshold i håndbold. Hun er også moster til Johan, og da den lille purk var fire år gammel vurderede hun, at nevøen skulle med i hallen for at spille på det U8 hold, hun selv trænede.

”Jeg skulle naturligvis stå på mål ligesom min moster, så det gik de første seks år af mit håndboldliv med,” fortæller Johan Hansen, der udover at spille håndbold i Kyndil også gik med kammeraterne til fodbold i HB – den ene af Thorshavns to store klubber.

”Jeg spillede faktisk fodbold, lige indtil jeg flyttede til Danmark som 16-årig, og har da repræsenteret Færøerne på både U15- og U17-landsholdet. Både som kantspiller, midtbane og højre back,” fortæller Johan Hansen, der ikke vil afvise, at han måske kunne have avanceret til A-landsholdet på et tidspunkt.

”Men det var nu håndbold, der havde min største interesse,” husker den unge færing, ”Da jeg som 10 årig begyndte at spille i marken, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg havde en fordel i at være venstrehåndet. Så jeg spillede højre back, når jeg var sammen med mine jævnaldrende og fløj, når jeg spillede med de, der var ældre. Det kan have været med til at forme min stil som spiller.”

En anden faktor i forhold til Johan Hansens udvikling kan have været den velvilje, han sammen med kammeraterne mødte hos bestyreren af den hal, hvor Kyndil holder til.

”Vi havde en aftale med ham om, at vi tømte skraldespandene og gjorde lidt rent i hallen efter kampene mod, at vi så fik lov til at bruge hallen, når ingen andre var der. Det betød, at da vores jævnaldrende så småt begyndte at gå i byen fredag og lørdag aften – ja, så gik vi syv-otte stykker i hallen og spillede håndbold og indendørs fodbold. Somme tider til klokken to om natten.”

Men Johan Hansens talent fik ikke kun mulighed for at udfolde sig i nattens mulm og mørke, og på et tidspunkt foreslog den vidt berejste danske træner Jan Ottosen, at han kunne være behjælpelig med at skabe en kontakt, så den dengang 15-årige Johan kunne komme til Danmark og prøve talentet af.

Lærerige dage på SHEA
”Det lød spændende, syntes jeg,” husker Johan Hansen.

 ”I sig selv er det ikke noget særsyn, at unge færinger tager til Danmark og tager 10. klasse på efterskole, så det kunne jeg vel også. Udfordringen i forhold til Skanderborg Håndbolds Elite Akademi, SHEA, var, at de allerede havde optaget elever til den kommende sæson, da jeg kom derned i en uge lige efter min 16 års fødselsdag. Men de tilbød mig en plads, og så flyttede jeg til Skanderborg en måned efter.”

”Da havde jeg end ikke spillet en kamp i den bedste række på Færøerne, så jeg var spændt på, om jeg i det hele taget kunne komme på Skanderborgs U-16-hold. Men det kom jeg. I øvrigt sammen med Andreas Holst Jensen, som lige er startet i GOG, Kristian Poulsen, der spiller for Skive, og Kristian Stoklund, som nu er i Tønder.”

”I det hele taget gik det rigtigt godt på SHEA. Både med håndbold og i forhold til at falde til, så jeg blev glad, da klubben i januar spurgte, om jeg ville blive. Jeg oplevede et enestående træningsmiljø og mødte en masse mennesker, der virkelig tog hånd om mig. Jeg kunne jo ikke bare tage hjem på weekend eller have mine forældre til at tage sig af både det ene og det andet. Så jeg havde både en ”madmor”, Kis, og Rolf, der som ”reservefar” for eksempel var med til forældresamtaler på skolen.”

”Jeg tog hjem til Færøerne så ofte, der var mulighed for det, men da jeg som første års U-18 blev indlemmet i Skanderborgs ligatrup, blev det sjældnere og sjældnere. Og nu her i oktober i år er det seneste, jeg har været i Thorshavn, tre dage i juleferien 2014.”

”Skolemæssigt startede jeg med et år i 10. klasse i Stilling og derefter tre år på Skanderborg Handelsskole uden Team Danmark-støtte. Siden har jeg haft et år, hvor jeg har arbejdet som lærervikar, og nu er jeg lige via ”Study for Player” startet med at læse til Finansøkonom på fjernstudie. Lige som min makker på U21-landsholdet, Christian Jensen fra Aalborg Håndbold, i øvrigt.”

Portrættet fortsætter under billedet

 
Den vigtige kamp i Beograd
Men før Johan Hansen og Christian Jensen kom til at spille sammen på det danske U21 -landshold, skulle færingen grueligt mange kvaler igennem.

”Jeg var blevet udtaget til det færøske U23 hold, som skulle spille Challenge Trophy – en EHF turnering for lavere rangerede hold. Vi vandt vores gruppespil i Limerick, Irland og skulle så spille finale mod Moldova, der også havde vundet deres gruppe.”

”Den kamp skulle spilles den 21. januar 2012 i Beogradska Arena nogle timer før Danmarks EM-finale mod Serbien. Alene det at spille i en hal med plads til 20.000 tilskuere var overvældende. Og så gjorde det da et stort indtryk, at Ulrik Wilbek sad nede bag det ene mål og så kampen,” fortæller Johan Hansen,  der ved samme lejlighed trods færøsk 30-28 nederlag blev kåret som ”Man of the Match”.

”Det var en stor oplevelse for mig som 16-årig, og det var nok der, tanken om at ”blive dansker” for alvor blev født.”

Som færing er man medlem af det danske rigsfællesskab og derfor født med dobbelt statsborgerskab. Så umiddelbart syntes der ikke at være de store forhindringer i forhold til, at Johan Hansen kunne spille sig på et dansk landshold. Men i modsætning til kvalifikationskampene i Challenge Trophy var finalen i Beograd en officielt registreret EHF-landskamp. Og så klappede fælden.

”Reglerne sagde, at jeg skulle have tre års karantæne, hvis jeg ville skifte – dog med den klausul, at det kunne blive reduceret til to år, hvis det færøske håndboldforbund indvilligede i det. Det gjorde de, så jeg tog beslutningen og var klar til at tage min karantæne. Både på grund af ambitioner, og fordi det færøske landshold ikke havde nogen kampe efter Challenge Trophy.”

”DHF’s talentchef Claus Hansen og det færøske forbund tog sig heldigvis af papirarbejdet, men da jeg så efter to års karantæne blev udtaget til det danske U20-landshold, meddelte EHF, at jeg ikke kunne spille, fordi jeg alligevel havde fået tre års karantæne. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor. Så jeg måtte fortsætte endnu en sæson som træningsspiller på U-landsholdet.”

Stolt da den røde trøje kom over hovedet
Det blev dog ikke helt til tre år uden landsholdsbold for Johan Hansen. Den 5. januar 2015 fik han omsider lov til at spille for Danmark, da det danske U21-landshold i Malmø spillede forkamp til A-landsholdets VM-forberedelseskamp mod Sverige.

”Det var et stort øjeblik at tage den røde landsholdstrøje over hovedet. Tre år er lang tid at vente, men det var det hele værd. Og et par måneder efter blev jeg så til min egen store overraskelse udtaget til  bruttotruppen til B-landsholdet, hvor jeg skulle spille højre fløj sammen med Patrick Wiesmach.”

Så kom den dag, den unge Skanderborg-spiller aldrig havde turdet drømme om.

”Det er en lidt sjov historie,” siger Johan Hansen.

”En af mine venner fra Færøerne skrev til mig og ønskede mig kæmpe tillykke med udtagelsen til A-landsholdet. Jeg sagde selvfølgelig tusind tak, men troede, han måtte have misforstået et eller andet og troet, at B-landsholdstruppen var det ”rigtige” landshold.”

”Men det viste sig, at han ad omveje havde hørt, jeg skulle udtages, og da jeg dagen efter fik besked fra Claus Hansen, var jeg helt paralyseret. Jeg vidste naturligvis godt, at Hans Lindberg var skadet, og at Lasse Svan havde problemer med øjet. Men derfra og så til at jeg skulle spille med alle de store stjerner – ja der var en verden til forskel.”

Men det blev til to EM-kvalifikationskampe på fire dage. Først ude mod Litauen, hvor det blev til tre scoringer og derpå hjemme mod Bosnien-Hercegovina, hvor Johan Hansen nettede to gange.

”Godt jeg havde Magnus Landin med. Ham kendte jeg da i forvejen,” smiler Johan Hansen.

”Og han sagde det samme – selv om han jo formentlig også kendte målmanden.”

”Jeg blev modtaget helt fantastisk og sugede til mig hvert eneste minut. Både med hensyn til, hvordan der trænes på allerøverste niveau, og hvor professionel en tilgang spillerne har til deres sport. Det var en ubeskrivelig oplevelse, og det har virkelig givet mig blod på tanden i forhold til at hæve min ambitions-overligger. Og sjovt bagefter at være noteret for to A-landskampe og kun en enkelt på U-landsholdet.”

Antallet af U-landskampe blev dog hurtigt forøget betragteligt, da Johan Hansen var med til at vinde VM-sølv for U21 ved sommerens slutrunde i Brasilien.

”At komme til en stor slutrunde var en ny oplevelse, som jeg indtil da kun havde kunnet drømme om. Det var kæmpestort at møde alle de mangeartede kulturer og lære af den vidt forskellige opfattelse, der er af håndbold hos de deltagende nationer. Og så var det en ære at repræsentere Danmark,” siger Johan Hansen, der sammen med stregspiller Simon Hald Jensen blev udtaget til VM’s All Star hold.

Op i toppen af Ligaen
En begivenhedsrig sæson blev for Johan Hansens vedkommende rundet af med endnu et skridt ud i den store verden, da de trygge rammer i Morten Børup Hallen blev skiftet ud med en tre-årig kontrakt med sidste sæsons bronzevindere fra Bjerringbro-Silkeborg.

”Egentlig havde jeg kontrakt med Skanderborg for denne sæson også, men da flere klubber begyndte at vise interesse, overvejede jeg, om det var tid at tage det næste skridt og blive fuldtidsspiller med mulighed for at koncentrere sig 100 procent om håndbolden.”

”Selvfølgelig er der altid en risiko for, at man ikke slår til,” erkender Johan Hansen.

”Men så har man prøvet og vil ikke sidde og ærgre sig over, at man ikke gav det chancen.”

”Det, der talte i forhold til at skifte til BSV, var udsigten til at kunne komme til at spille. Samtidig med at kunne være i et miljø med rutinerede spillere, jeg kan lære uendeligt meget af. Så jeg har på ingen måde fortrudt på det håndboldmæssige niveau, ligesom både min kæreste, Astrid, og jeg selv er faldet virkelig godt til her i Silkeborg. Mange spillere både hos BSV og andre jyske klubber vælger at bo i Aarhus, og det var da også med i vores overvejelser. Men jeg er glad for, at vi valgte at bosætte os her i byen.”

Uden for de 20x40 meter står den på almindelig råhygge, begyndende golf og en rasende masse håndbold i tv.

”Jeg er nok lidt nørdet med håndbold,” indrømmer den unge højre fløj.

”Jeg ser alle de kampe, jeg kan komme af sted med, og sætter mig ofte til at se gamle kampe også - bare for at blive inspireret. Mest af spillere som Hans Lindberg, Lasse Svan og Luc Abalo, der hver på deres måde er forbilleder for mig. Men jeg vil hellere prøve at finde min egen stil, frem for at forsøge den umulige opgave det er at kopiere.”

Det hænder dog, at der sniger sig en fodboldkamp ind på fladskærmen hos den unge færing.

”Min største sportslige passion udover håndbold retter sig mod engelsk fodbold, hvor jeg må bekende kulør som inkarneret Chelsea-fan. Det stammer helt tilbage fra Jimmy Floyd Hasselbainks tid, og det valg vil jeg aldrig gøre om.”

Et valg for livet. Modsat de usædvanligt mange andre beslutninger, Johan Hansen indtil videre har taget i sin unge tilværelse.