Jan Pytlick er efter godt et års tid i makedonske VHC Vardar nu kommet hjem til Danmark, hvor han sammen med sin tidligere assistent på kvindelandsholdet, Ulrik Kirkely, skal træne HC Odenses ligakvinder.  Magasinet Håndbold mødte Jan Pytlick i Skopje for et år siden - her kan du blive klogere på en mand, der rummer meget mere, end der er skinnet igennem i de danske medier under landstrænerperioden.

Af Bodil Kjærgaard

Magasinet Håndbold tog til Skopje for at møde Danmarks tidligere landstræner Jan Pytlick i hans nye omgivelser på Balkan, hvor han arbejder som manager for storklubben VHC Vardar.

Det er på alle måder en ny kulturel, værdimæssig og ikke mindst økonomisk verden, Jan Pytlick befinder sig i efter sine mange år i dansk håndbold, men det er ikke det, Magasinet Håndbold er kommet for at tale om. I stedet vil vi gerne lære den lune murer fra Thurø bedre at kende og kigge tilbage på en enestående trænerkarriere i dansk landsholdshåndbold.

Vokset op med løjer
Selvom Jan Pytlick har været mere eksponeret end de fleste gennem de seneste 16 år, tror han ikke, at danskerne bag skærmene egentlig har det rigtige indtryk af hans personlighed.

”Jeg tror, mange kan have den opfattelse, at jeg er en hidsigprop, fordi jeg har haft meget temperament på banen, men det er jo kun en meget lille del af mig. Det er noget, jeg har arbejdet meget med, og det er blevet mindre med årene. På et tidspunkt prøvede jeg at lave mig selv helt om og sidde stille under kampene, men det er jo følelser og engagement, og jeg følte, at jeg var bedst, når jeg var oppe i det gear.”

”I virkeligheden er jeg jo sådan en, der altid kigger rundt for at se, om der er noget sjov, man kan lave. Jeg er opdraget sådan hjemmefra, for min far har det på samme måde. Men i mit arbejde med journalisterne har jeg været lidt på fremmed mark, så der har jeg nok ikke været den Jan Pytlick, som mine nærmeste kender. Det har været svært for mig at finde balancen ind imellem. Jeg har nogle gange opfattet, at pressen godt ville have haft en landstræner med mere kant, så i stedet har de ind imellem bare kaldt mig ’den flinke mand’. Men det er den måde, jeg er på – til gengæld synes jeg, jeg har haft kant på min egen måde.”

”Jeg har ikke været bange for at gå forrest og dumme mig, hvad enten det handlede om at tage en cykelhjelm på hovedet eller gå først i en teambuilding-øvelse. Der er mange, der har svært ved at komme ud over kanten, men det synes jeg, at man er nødt til, og man er nødt til at dumme sig for at kunne udvikle sig som menneske. Det handler om at komme ud af komfort-zonen, ellers kan man ikke skabe verdens bedste landshold, hvis man ikke tør komme ud af den. I meget af min trænerkarriere har jeg været derude, og satset på, at jeg kunne udvikle vingerne undervejs, og nogle gange har jeg tænkt, at jeg skulle have haft et lidt bedre fundament, inden jeg sprang ud i det.”

Kan du give et eksempel på det?
”Ja, for eksempel når man står som 30-årig og lige har overtaget et landshold, der har vundet alt, og man ikke har gennemtænkt alle de ting, der ligger uden for håndboldbanen. Det var ikke noget, jeg havde brugt tid på. Jeg tænkte bare ’okay fedt, jeg skal træne dem, og vi kan lave nogle kryds og noget’”

Offer for slavehandel
Den unge Jan Pytlick blev uddannet murer og arbejdede i sin fars murerfirma, mens han sideløbende var klubtræner. Trænerkarrieren tog mere og mere fart, og efter at være kommet tilbage fra et trænerjob for Esbjergs herrer til GOG’s herrer og var blevet dansk mester, hørte han nogen snakke om, at han var i spil som landstræner.

”Jeg synes, det var helt uvirkeligt, at det lige pludselig var lille Jan Pytlick nede fra Thurø, de snakkede om. Og fordi vi var blevet danmarksmestre, stod vi til at skulle spille Champions League, og det var for mig det største, så jeg afviste det faktisk. Men så blev jeg på en eller anden måde solgt til DHF, hvor klubben fik en overgangssum, og så tænkte jeg ’okay, så lad mig bare springe ud i det’.”

Du siger, du blev solgt – hvordan gik det til?
”Jamen, det kom sig af, at Arne Buch og Poul Syberg nede i GOG snakkede med forbundet, og de blev enige om, at de ville godt give slip på mig mod en eller anden sum penge. Så møder jeg Syberg nede på parkeringspladsen i Gudme, og så siger han ’Tillykke med det, du skal være landstræner’, og så siger jeg ’Arh, det er vel ikke afgjort endnu’. ’Jo jo’, sagde han. ’Vi har sagt ja og fået penge og så videre’. Så det er jo det, man nærmest kan kalde hvid slavehandel,” griner Jan Pytlick, der valgte at tage udfordringen op og springe ud i det.

Jan Pytlick tiltrådte som landstræner efter en fantastisk periode med lutter fremgang for det danske kvindelandshold. Med Ulrik Wilbek som landstræner i perioden 1991-1998 var en flok ukendte håndboldspillere blevet til hele Danmarks jernhårde ladies, der havde vundet stort set alt. Men thuringen klarede sig igennem, selvom han indvendigt var rystende nervøs.

Hvordan forbereder man sig til første opgave som landstræner?
”Ulrik Wilbek holdt en helt fantastisk tale for mig foran holdet, hvor han sagde, at da han selv startede, var han fuldstændig grøn og lavede mange fejl, og at de sammen havde rettet mange ting til og udviklet meget undervejs, så det skulle de sørge for også at gøre med mig. Det var en tale, som betød rigtigt meget for mig, og jeg tror også, at det fik mange af de spillere, der havde prøvet så meget mere end mig, til sådan lidt usynligt at tage mig i hånden.”

”I forhold til kampen havde jeg jo bare forberedt mig på det spillemæssige, og ALT uden for banen havde jeg ikke skænket en tanke. Og slam, så står man der bare. Alt var jo nyt for mig, og presseopbuddet var meget massivt allerede dengang. Til gengæld var jeg håndboldfagligt klædt rigtigt godt på, og så havde jeg den indstilling i forhold til de andre ting, at der måtte jeg bare udvikle vingerne undervejs.”

I den følgende periode vandt I blandt andet dobbelt OL-guld samt EM på hjemmebane, men trods det vælger du at stoppe efter VM i 2005. Hvorfor?
”Jeg havde en masse ideer og ting, jeg gerne ville, men vi havde så lidt tid sammen med landsholdet. Da havde jeg et billede af, at det var bedre at være klubtræner, hvor man havde daglig kontakt med spillerne og bedre kunne påvirke tingene. Men allerede da jeg sagde op, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var helt færdig med landsholdet, og man finder ud af, at græsset ikke er grønnere på den anden side.”

De hårde år
DHF ansatte derefter Brian Lyngholm som landstræner, men da resultaterne udeblev, henvendte forbundet sig atter til Jan Pytlick, der var træner i GOG.

Så da DHF henvendte sig i starten af 2007, sprang du til. Hvad gjorde du dig af tanker?
”Jeg sagde egentlig bare ja til at hjælpe med to VM-kvalifikationskampe mod Ukraine. Men vi var bare ikke klar til de kampe – primært på grund af et hav af skader, og kvalifikationen kom ikke i hus. Trods de nederlag kunne jeg mærke, at jeg savnede at arbejde med de bedste af de bedste, som man jo gør på landsholdet, og jeg savnede de ting uden for banen med teambuilding-aktiviteter, hvor man bliver udfordret på andre måder, så derfor skrev jeg kontrakt fem år frem.”

”Jeg syntes, jeg havde været med i de gode år, og på det tidspunkt tænkte jeg også, at jeg skulle tage de hårde år med. Der var så mange af spillerne, der kæmpede så hårdt for, at det skulle lykkes, og jeg var ikke bange for at sætte mit renomme på spil. Så selv om det var hårdt, så er det også tit skrammerne, der udvikler en som menneske.”

”Vi var jo langt hen ad vejen på rette vej med det generationsskifte, der kom i 2008. Det var de unge årgange med blandt andre Line Jørgensen, Lærke Møller og Lotte Grigel, der havde vundet alt med ungdomslandsholdene og var meget talentfulde. Der var jeg lidt for naiv at tro, at hvis vi bare fik de spillere op, så ville Danmark hurtigt være tilbage, men det er nok det, jeg har lært mest af: Der er ingen genvej. Det tager lang tid, før en spiller er stabil. De her unge spillere kom med for tidligt, men der var ikke andre.”

”Der er nogle af de spillere, jeg har haft ondt af. Nej, hvor har de kæmpet med et alt for højt forventningspres i så ung en alder. Det ville jeg gerne kommunikativt have gjort anderledes, så man kunne have taget presset af spillerne. Det var i princippet realistisk at vinde medaljer en enkelt gang, fx ved EM på hjemmebane i 2010, men vi kunne ikke kontinuerligt have været på toppen, for de var ganske enkelt for unge.”

Fundamentet
Når Jan Pytlick skal pege på de elementer, der gennem årene har været hans fundament og vigtigste støtter, er han ikke i tvivl.

”Assistenttræneren har en helt speciel rolle. Jeg synes først og fremmest, at man altid selv skal pege på de folk, man skal arbejde sammen med, og samtidig skal det være nogen, der kan udfordre dig. Noget af den kritik, jeg har fået er, at jeg har valgt folk fra Sydfyn, men det har været bevidste valg, fordi jeg har vidst, de kunne udfordre mig, og at jeg samtidig kunne have fuld tillid til dem. Som landstræner er du helt alene. Derfor er det nødvendigt, at man kan vise sårbarhed indadtil for at kunne klare den. Kim Jensen og Ulrik Kirkely har virkelig bakket mig op og støttet mig, men de har i den grad også været kritiske indadtil.”

Mest af alt er det dog familien, Jan Pytlick peger på som det altafgørende fundament, og det er særligt hans hustru Berit Bogetoft, han retter sin taknemmelighed imod.

”Jeg har været så privilegeret, at familien har bakket mig hundrede procent op. Berit har selv spillet på højeste niveau, og hun kender til det hele og har kunnet hive mig både op og ned, når det har været nødvendigt. Det er utænkeligt, at jeg havde kunnet være landstræner i så mange år, hvis hun ikke havde været der så meget, som hun har været.”

”Det er en meget egocentrisk arbejde at være landstræner, og meget handler om mit arbejde. Derfor har det også ramt hele familien, når der har været sager i pressen om personangreb og fyringen. Mine børn har jo aldrig oplevet andet end at have en far, der er landstræner – før nu.”

”Sommetider har det været hårdt at ringe hjem, fordi hun har været så kritisk. Hun har kunnet sige til mig, at jeg havde været pivringe, og så ved man, at det ikke har været godt, men det har været vigtigt for mig at have hende at spille bold op ad. Hun er hele mit fundament og er det stadigvæk. Hun har ofret meget af sit liv på min drøm, og jeg kan aldrig betale hende tilbage. Jeg har alt at takke hende for. Hun betyder alt.”

Jan Pytlick har ordet
”Hvis der er plads til en lille tak til alle de mennesker, der har hjulpet mig undervejs, både fra forbundets side og kontoret, og alle de ledere omkring holdet, der har støttet op om mit arbejde. Jeg har jo bare været kransekagefigur – det havde aldrig lykkedes, hvis ikke alle de folk havde ydet det, de har ydet. Jeg skylder dem en kæmpe, kæmpe tak. Det vil jeg gerne have med.”

”Jeg er sindssygt ydmyg over at have prøvet alt det i mit liv, i 16 år. Og meget taknemmelig over for forbundet, der har troet på mig. Det har været en livsrejse for mig, der har været så markant i forhold til at have været i murerfaget og bygget et hus hist og her og så have oplevet alt det, jeg har oplevet. Der er mange mennesker, jeg er taknemmelig for at have givet mig chancen og have troet på mig. Det overskygger alt andet.”

Fakta om Jan Pytlick
Navn: Jan Pytlick
Job: Manager i makedonske VHC Vardar (Fra. 1. juli 2016 - cheftræner i HC Odense)
Alder: 48 (født den 5. juni 1967)
Civilstatus: Gift med Berit, og sammen har de tre børn
Landstrænerkarrieren:
Kvindelandstræner: 1998-2005 og 2007-2014
Antal kampe totalt: 389
Medaljer: EM-sølv i 1998, OL-guld i 2000, EM-guld i 2002, OL-guld i 2004, EM-sølv i 2004 og VM-bronze i 2013

Ti hurtige til Jan Pytlick

1: Hvad er din mærkeligste haloplevelse?
- Brasilien. Hallen var åben, og det regnede ind. Det regnede så kraftigt ind, at der stod en centimeter vand på banen, og vi måtte aflyse træningen. Der var simpelthen ikke gavle på hallen. Jeg har været i så mange haller, men det var nok den mærkeligste.

2: Hvad er din ringeste hoteloplevelse?
- Jeg var med Heine Eriksen og et ungdomslandshold i Portugal. Der boede jeg i et værelse uden vinduer. Jeg boede simpelthen på loftet – det var bare mørkt, og så hang der bare sådan en pære, som man kunne trykke på. Bum, så var det det. Det var eddermame deprimerende at bo i det værelse.

- Ja, og så mesterskabet i 2003 i Kroatien, hvor der bare var en seng og et bord og en stol. Og man var nødt til at trække stolen væk for at kunne komme i seng. Det var så lille et værelse, og så var der ingen armaturer på badeværelset, så man kunne ikke tage bad. Det var de ved at lave, mens mesterskabet var i gang, så det var først på tredje eller fjerdedagen, at det blev lavet på mit værelse. Det var også specielt.

- Nå ja, og så var der også lige Brasilien, hvor der i værelset ved siden af mit var to mænd og fem prostituerede, der hyggede sig fra klokken 00.30 til 5.00 om morgenen. Det var nok den dårligste hoteloplevelse, jeg har prøvet.

3: Hvad er din dårligste madoplevelse?
- Kina. Med friturestegte hønsehoveder, hvor øjnene stadig bulede ud. Det er det værste, vi har prøvet. Der var ikke noget ordentlig mad. Det var brusk og skind, og folk kunne ikke spise det.

4: Hvad har været den største tilskueroplevelse?
- Herning i Boxen ved EM i 2010. Helt præcist i kampen mod Rusland, hvor de helt til sidst, da der manglede fem minutter, spillede ’Vi er røde, vi er hvide’, og hele hallen sang med. Der tog jeg mig selv i at stå og synge med. Det var helt vildt – lige så hårene rejser sig, når man tænker på det.

5: Hvad er dit bedste grineflip?
- Det kan jeg godt huske! Det var, da vi skulle til OL i 2000. Der var der et formøde i Idrættens Hus, og der skulle den kongelige rytter præsenteres, og der kom de til at sige noget med, at ’Nu kommer Benedikte med rytter og hest’ – og det lød fuldstændig, som om hun var en hest. Jeg måtte kravle ned under bordet, for jeg skreg af grin, og det var så upassende, for det skulle jo være meget fint og højtideligt, da hun skulle præsenteres. Men jeg kunne ikke stoppe, og hver gang jeg kiggede rundt og fik øjenkontakt med nogle af de andre i rummet, som jo også havde hørt det sådan, der skreg jeg simpelthen af grin. Vi var lige som nogle piger på 12 år, og det var jo mit første OL. Det er det pinligste øjeblik, jeg har oplevet.

6: Hvornår har du haft mest flossede nerver?
- Vores kamp i 2010 på hjemmebane oppe i Aalborg, hvor vi skulle vinde den kamp for at gå videre. Der var jeg virkelig, virkelig presset og meget, meget nervøs. Der har sikkert også været andre, men den husker jeg især. Og så er det klart – ens første landskamp ved et mesterskab. At stå der som 30-årig, der er man også nervøs.

7: Hvad er den sjoveste reaktion, du har oplevet, når du har ringet og udtaget en spiller?
Ja, men jeg kan desværre ikke huske, hvem det var. Jeg skulle ringe til en ung spiller, og jeg siger ’Goddag, det er Jan Pytlick’, og hun siger ’Ja ja, den er god med dig’. Og sådan blev vi ved i lang tid. Jeg kunne simpelthen ikke overbevise hende om, at det var mig. Jeg tror, det havde noget at gøre med, at hendes klubkammerater den seneste periode op til havde gået og sagt, at nu ringer Pytlick inden længe. Til sidst gik det op for hende, at det var mig, og så bliver hun simpelthen så flov.

8: Hvad er den underligste kamp, du har oplevet?
- Vi mødte Elfensbenskysten for første gang ved VM i 2003, og det var en af de kampe, vi selvfølgelig skulle vinde, men det er det der med at have respekten, for hvis vi spillede dårligt, så kunne vi godt få problemer. Jeg havde virkelig brugt lang tid på at forklare, at vi skulle være mentalt klar, og at det var en kamp, vi godt kunne tabe. Så begynder vi at varme op, men de varmede ikke op - de legede Banke-banke-bøf, og jeg gjorde det, man ikke skal gøre. Jeg sagde til spillerne: ’I skal ikke kigge derop’. Og spillerne kiggede selvfølgelig derop og så dem lege danselege og ligne nogen, der overhovedet ikke var parat til noget som helst. Jeg siger dig, det var helt utroligt. Og jeg blev mere og mere irritereret, og var henne ved spillerne, der ind imellem smågrinte, og sige, at nu skulle de koncentrere sig. Vi var så tæt på at tabe den kamp. Vi rykkede heldigvis fra til sidst og vandt med tre mål, men det var så tæt på, og vi var endda bagud med en ved pausen. Jeg siger dig, jeg svedte. Det er den værste kamp, det er helt sikkert.

9: Hvad er den mest komiske rejseoplevelse?
- Vi var på vej fra Billund til en kval-kamp i den periode, hvor vi havde Røde Kors som hovedsponsor, så vi var jo en hel flok i lufthavn med deres logo på tøjet. Kort tid forinden var der sket en eller anden naturkatastrofe ude i verden, så der var rigtigt mange mennesker ude i Billund, der sagde til os: ’Det er godt at se, at alle jer læger og sygeplejersker rejser derned for at hjælpe’.

10: Hvad er den største oplevelse i landstrænerjobbet?
- Den er svær at svare på. Men ens første landskamp til et mesterskab er helt speciel. Vi mødte Makedonien i den første kamp ved EM i 1998 – det var nok det ultimative. Mange tænker måske, at det er medaljerne, der er det største, men ved den første kamp ved et mesterskab, der tænker man bare: ’Nu står jeg her, nu er jeg her’, og man har aldrig stået til et mesterskab før. Det er nok det vildeste, men jeg har så mange store oplevelser i rygsækken, så det er mit bedste bud på stående fod.