Nyheder og presse
Del

Portræt af landstræner Klavs Bruun Jørgensen

Af Alexander Elverlund Foto: Jan Christensen

Født til Håndbold
Danmarks nye kvindelandstræner, Klavs Bruun Jørgensen, har bogstaveligt talt fået håndbolden ind med modermælken. Hele familien har spillet håndbold på højeste niveau, og familielivet har drejet rundt om klubben Virum-Sorgenfri HK.

I starten af 1980’erne drønede den kommende landsholdsspiller og –træner rundt sammen med genboens søn i Virumhallen og spillede håndbold dag ud og dag ind. Ingen af dem anede dog dengang, at de skulle få en karriere sammen som professionelle håndboldspillere, spille på landsholdet sammen, være trænere for Danmarks mest omtalte klub og sammen udgøre et landstrænerteam under et verdensmesterskab på hjemmebane.

Alt det lå nemlig langt ude i fremtiden, da Klavs Bruun Jørgensen første gang løb ud på trægulvet i Virumhallen som 4-årig. Det lå i kortene, at de 20x40 meter skulle blive en stor del af hans liv. Både hans mor, far, bror og søster var eller havde været aktive håndboldspillere.

”Min mor kom fra København, hvor hun spillede i FIF, og min far spillede i Virum hele sit liv. De mødte hinanden i forbindelse med en samling for udvalgte hold for mange år tilbage. Min far spillede som sagt i Virum og var derfor med på det udvalgte hold for Sjælland, og min mor spillede for det københavnske udvalgte hold. De var selvfølgelig talentfulde, men min mor kom aldrig ind omkring landsholdet, mens min far nåede nogle ungdomslandskampe,” siger Klavs Bruun Jørgensen.

De stærke aner affødte nogle naturlige forventninger, men det var aldrig noget, der fyldte særligt meget, når Klavs Bruun tænker tilbage på sin barndom: ”Det er ikke sådan, at jeg har følt, at jeg bare skulle spille håndbold, men det er noget, jeg altid har synes var sjovt. Det at være i hallen har altid været som mit andet hjem, fordi min mor arbejdede i klubben, min far var holdleder for herreholdet, og mine søskende var også derovre hele tiden. Jeg var nærmest mere i hallen end derhjemme.”

Mere end en klub
”Virum-Sorgenfri betyder meget for mig. Jeg havde meget krudt i røven som barn, og havde jeg ikke haft klubben at holde fast i, kunne jeg hurtigt have rodet mig ud i alle mulige åndssvage ting. Qua det at jeg spillede håndbold med alle mine venner – det var ikke mine klassekammerater, der var mine venner men håndboldkammeraterne – så fyldte det meget. Så den fritid hvor jeg kunne have rendt rundt og lavet ballade, blev brugt på håndbolden, og de kammerater jeg havde der.”

”Jeg mødte også Rikke (Klavs Bruun Jørgensens hustru, tidligere landsholdsspiller, Rikke Hørlykke, red.) i klubben. Hun kom fra Ballerup, men havde spillet i Værløse det meste af sit liv. Da hun så rykkede op som senior, skiftede hun til Virum, fordi niveauet var højere - blandt andet med et damehold i landets bedste række.”

”Mine børn spiller også håndbold i Virum, og jeg ønsker sådan set bare, at de synes det er sjovt. Aksel (fylder 9 år denne december. Den yngste, Karla, er netop fyldt 6 år, red.) har holdt pause fra håndbolden tidligere, og han spiller også fodbold en gang i mellem og går til springgymnastik og svømning. Nu er han dog havnet på et håndboldhold, hvor de har et rigtig godt kammeratskab. Så det minder meget om den måde, vi havde det på som små. Det er kun positivt og glædeligt, at vi kan se, at nogle af de værdier vi fik med fra Virum i sin tid – at der skulle være plads til alle på holdet og det ikke altid handlede om, at vi skulle være de bedste, men at vi skulle udvikle os både personligt og håndboldmæssigt – dem ser vi også i dag. Jeg er selv blevet træner for det hold, og det er fedt at kunne give de værdier videre,” siger landstræneren.

Starten på et makkerskab
Da Klavs Bruun var otte år, flyttede der en ny dreng ind på den anden side af gaden. Det var dog først nede i hallen, at de to mødtes for første gang.

”Det var jo ikke sådan, at Søren (Herskind, assistenttræner på kvindelandsholdet, red.) og jeg var venner dengang, men alle i årgang ’74-’75 havde ret tidligt et godt sammenhold og havde nogle trænere dengang, der måske i højere grad end det håndboldmæssige fokuserede på, at vi skulle fungere som hold, og have det sjovt med det vi lavede. Så vi var en ret sammentømret gruppe ret tidligt. Derfra udviklede det sig til, at Søren og jeg både var holdkammerater og blev venner uden for banen. Vi boede tæt på hinanden som børn, vi boede tæt på hinanden da vi begge flyttede til København, og vi bor tæt på hinanden nu.”

Den symbiose viste sig også at strække sig til det taktiske, hvor de to venner så ret ens på tingene, hvilket i høj grad skyldes, at de langt hen ad vejen har haft de samme trænere, og især Olle Olsson der havde stor indflydelse på de syvmileskridt, som Klavs Bruun Jørgensen synes, at Virum tog både fysisk og taktisk.

”Olle fik os til at tænke håndbold på en helt anden måde. Han fik os til at reflektere over tingene, over hvad det egentlig var, vi rendte og lavede, når vi spillede håndbold. Der fandt Søren og jeg hurtigt ud af, at vi begge var optagede af den del af håndbolden. På banen havde vi også altid klikket godt samme. Søren kunne altid regne ud, hvad vej jeg ville løbe og omvendt. Da jeg tager til GOG og Søren helt stopper med at spille, så ses vi stadig, når jeg en sjælden gang imellem er i Virum.”

Tidlige trænerambitioner
”Det gik ret tidligt op for mig, at jeg ville gå trænervejen. Jeg har altid været typen, der stillede spørgsmål, hvis jeg var i tvivl om, hvorfor træneren gjorde bestemte ting. Det være sig at sende folk ud på løbeture, måden at træne på eller andet. Jeg har altid gjort, hvad træneren har bedt mig om, men jeg har også rigtig tit stillet spørgsmålstegn ved det. Det tror jeg også har påvirket min indstilling til at gå den vej. Allerede i min tid i GOG var jeg ret sikker på, at jeg også skulle være træner på et eller andet tidspunkt,” fortæller Klavs Bruun om grobunden for det spirende makkerskab med Søren Herskind.

”Vi holder kontakten, og på et tidspunkt begynder Søren at arbejde som agent, og vi begynder at snakke mere og mere seriøst om, at vi på et tidspunkt kan lave noget sammen, trænermæssigt. Vi sætter os derfor ned en aften og snakker det igennem. Har vi begge denne her fornemmelse af, at vi vil gå godt i spænd sammen også som trænere? Selvom vi tænker meget ens, er vi også et godt match, fordi mange af de ’blinde sider’ jeg har, har Søren ikke og omvendt. Der er masser af gange, hvor vi ikke nødvendigvis er enige, men hvor vi kan snakke os frem til det, vi mener, er den rigtige løsning. Så det er faktisk den aften, vi bliver enige om, at det kunne være sjovt at lave noget sammen.”

Helt konkret bliver det, da Søren Herskind gennem sit agentvirke finder ud af, at Jesper Nielsen (ejer af AG København, red.) er på udkig efter trænere til det hold, han gerne vil have skal rykke hurtigt op:

”Søren og jeg snakker om, hvorvidt det kunne være noget for os at starte op fra nul og være med til at bygge tingene op. Det havde vi mange idéer til, hvordan man kunne gøre: De ting vi selv havde set gennem karrieren, de gode ting vi havde taget med os fra vores trænere, men også kigge på de fejl trænerne havde lavet, og som vi skulle undgå at lave. De ting fik vi snakket igennem og synes det så fornuftigt ud,” siger landstræneren og påpeger, at det synes han også, at tiden i AG København afspejlede.

”Det var ikke sådan, at vi bare var ’spillernes trænere’, men vi var to spillere, der havde lavet hele setup’et. Det tror jeg var vigtigt for det projekt, og en af grundene til at vi havde så stor succes. En ting var, at vi havde mange penge og gode spillere, men det var også spillere, der var glade for at være der. Det betyder meget. Man kan jo se andre steder, at det at have gode spillere ikke gør det alene. Det skal også fungere på holdet, og det synes jeg vi fik det til ret hurtigt.”

Lysten til at være træner var større end lysten til at spille videre
”Jeg var rimelig afklaret med, at jeg sagtens kunne have spillet videre på højeste niveau i 4-5 år til, hvis det skulle være. Jeg har aldrig haft de store skader, og rent fysisk var jeg i god form, da jeg sluttede af i FCK. Jeg følte dog, at jeg rent spillemæssigt langt hen ad vejen var mæt. Jeg havde ikke den der brændende lyst til at være spiller længere, eller lysten til at være træner var i hvert fald større, så det var ikke så svært at sige ja til AG København,” forklarer Klavs Bruun Jørgensen og fortæller herefter om sit halve år i Nordsjælland Håndbold:

”Det var sjovt, fordi jeg for første gang i karrieren var en del af et bundhold. Både i min ungdomstid og som senior spillede jeg på rigtig gode hold, der spillede med om topplaceringerne hver sæson. Det var rigtig gode lærepenge at træne Nordsjælland. Jeg fandt blandt andet ud af, at det at arbejde med et bundhold ikke behøver at være så forskelligt fra et tophold. Jeg synes det meste lykkedes i Nordsjælland, og rent indstillingsmæssigt fik vi vendt skibet. Holdet lå nummer sidst og havde ikke rigtig fået nogle point, da jeg tiltrådte efter nytår, og jeg tror, vi vandt ni ud af de elleve kampe, der var tilbage af sæsonen, efter jeg kom til. Så det var en meget tilfredsstillende tid.”

”Jeg fik herefter et tilbud fra Team Tvis Holstebro, hvor jeg kendte direktøren, Jacob Jørgensen, fra min tid i GOG. Det var en klub, som både Søren og jeg havde snakket om, at potentialet var til stede til at gøre noget mere. De havde en ny hal, gode faciliteter og virkede til at være økonomisk velfunderede. Så det var et spændende sted at tage hen,” pointerer den tidligere landsholdsspiller og nuværende træner.

Turen til Holstebro blev dog uden Søren Herskind ved Klavs Bruuns side, da aftalen mellem de to venner var, at hvis de skulle fortsætte sammen som klubtrænere, skulle det være som sidestillede. Team Tvis Holstebro havde dog ikke økonomi til at lønne to sidestillede trænere, og derfor var der på intet tidspunkt tale om, at begge to skulle rive det hele op med rode og rykke til Holstebro.

 
Tyskland eller Danmark?
Efter en fremgangsrig periode i det nordlige Vestjylland, kommer der en ny udvikling i Klavs Bruun Jørgensens karriere. Dansk Håndbold Forbund er på udkig efter en ny kvindelandstræner, og pludselig begynder der at dukke meget lave odds op på, at den succesfulde sjællænder skulle være ny kvindelandstræner. Det var dog ikke en tanke, der strejfede Team Tvis Holstebro-træneren på det tidspunkt.

”Jeg var allerede i kontakt med Füchse Berlin og havde også en løs forespørgsel fra Flensburg-Handewitt om at, hvis Vranjes (Flensburg-træner, red.) tog til PSG, så kunne det være en mulighed. Det var derfor den vej, mine tanker gik. Efter nytår tog Ulrik Wilbek så kontakt til mig, og vi snakkede sammen om, hvordan min stil passede ind på et damehold. Jeg var meget afklaret med, at jeg ikke kunne lave om på mig selv og jeg ville være ens, uanset om jeg trænede damer eller herrer. Og generelt tænker jeg ikke i køn, men på at jeg skal træne et håndboldhold.”

”Da han så spørger, om det ikke kunne være noget for mig, siger jeg, at jeg ikke vil udelukke det. Herefter bliver vi enige om, at jeg lige får et par dage til at tænke det igennem, og Ulrik fortæller om hans oplevelser med at træne et kvindelandshold, og hvad for nogle ting han synes er vigtige. Det tager jeg så med i mine overvejelser. Herefter tager jeg en snak med både Søren (Herskind, red.) og min storebror (Peter Bruun Jørgensen, red.), ikke mindst fordi jeg havde svært ved at forestille mig at tage sådan et job uden, at en af de to var med som træner. Der finder vi hurtigt ud af, at Søren er klar på at være med. Samtidig må jeg bare sige, at det at være landstræner er noget helt andet og større end at være klubtræner, så det var slet ikke så svært at sige ja til.”

Fuld fokus på VM
”Efter at have været i gang, må jeg også sige, at tanken om at træne et damehold på klubplan ikke er mig så fjern, som den var før. Jeg mener helt sikkert, at mange af de ting der arbejdes med på herresiden, kan man også sagtens arbejde med på damesiden. Skulle jeg få et tilbud fra et damehold, når jeg engang er færdig som landstræner, kommer destinationen meget an på, hvor gamle mine børn er. Hvis de stadig er i skolealderen, bliver det nok ikke for langt væk fra Danmark, men senere hen er der intet i vejen for at rejse længere væk til for eksempel Rumænien, Balkan eller lignende. Det vil helt sikkert være en stor oplevelse.”

”Jeg har en helt klar ambition om at komme afsted til udlandet på et tidspunkt, og så betyder det ikke så meget, om det er som herretræner eller dametræner. Man skal aldrig sige aldrig, og jeg må bare se hvad der tilbyder sig, når jeg kommer dertil. Det er jo ikke sikkert, at jeg kan tillade mig at være kræsen,” slutter landstræneren med et stort smil og runder af med at slå fast, at han lige nu kun koncentrerer sig om det danske damelandshold og det forestående VM på hjemmebane.

Fakta om Klavs Bruun Jørgensen
Navn: Klavs Bruun Hørlykke Jørgensen
Job: Landstræner for det danske kvindelandshold
Alder 41 år (født den 3. april 1974)
Civilstatus: Gift med Rikke Hørlykke Bruun Jørgensen og sammen har de to børn

Karriere som spillerKarriere som træner
1998: Virum-Sorgenfri HK2010-2011: AG København
1998-1999: SG Wallau-Massenheim2012-2012: Nordsjælland Håndbold
1999-2001: Virum-Sorgenfri HK2012-2015: Team Tvis Holstebro
2001-2007: GOG2014-2014: Danmark (herrer, assistent)
2007-2009: FCK Håndbold2015-         : Danmark (kvinder)
2009-2010: AG København

Denne artikel er tagget med følgende interesseområder:

Læs flere spændende artikler

Vælg forbund

Luk
ANNONCE