Nyheder og presse
Del

Portræt: Gudmundur Gudmundsson

Af Martin Hungeberg. Foto: Jan Christensen

Gudmundurs fornemmelser for detaljen
Naturen har altid haft en stor plads i landstræner Gudmundur Gudmundssons hjerte. Det er her, han kan lade batterierne op og finde den ro, der fungerer som et glimrende modspil til hans metodiske og dybdegående arbejde som træner. Islændingen har brugt sin særlige sans for detaljen til at evaluere den første slutrunde som kaptajn ved roret på det danske herrelandsholds skude. Selvom han gerne havde bragt mere end en femteplads med sig hjem, er han godt tilfreds med præstationen i Qatar.

Det er som en kontakt, der bliver slået til. Opstår der tomrum eller den mindste pause i løbet af en dag, griber Gudmundur Gudmundsson straks muligheden, hiver sin smalle røde laptop frem og fordyber sig i analyser eller begynder at klippe seancer ud af håndboldkampe.

- Jeg går meget i dybden i mit arbejde. Både i forberedelsen til næste modstander, men også i evalueringen af, hvad der lykkedes og hvilke problemstillinger, der opstår i vores kampe, fortæller den 54-årige Gudmundur Gudmundsson.

Observationerne bliver registreret og føjet til hans omfattende kartotek af mapper, videofiler og excelark, så han altid er bevæbnet til tænderne med den nyeste statistik og taktiske input til sine spillere.

”En lørdag aften vil jeg hellere tilbringe sådan end at se en film,” tilføjer den danske landstræner.

Og det er sagt uden den mindste antydning af ironi. Mellem de hvide vægge i det spartansk indrettede hus i Silkeborg, lukker han sig inde i en verden, der kun omhandler håndbold. En server er koblet op til alle de håndboldkampe, han kunne drømme om, og selvom en kimende mobil og de obligatoriske pligter som landstræner skal passes, nyder han at tilrettelægge tiden, så han kan sidde uforstyrret bag sin laptop ved spisebordet.

”Når jeg arbejder, behøver jeg ikke en masse ting omkring mig. Her i huset drejer det sig kun om håndbold og ikke andet. Logistisk set er det perfekt at bo i Silkeborg, fordi det er så centralt, og alle de danske håndboldklubber er inden for køreafstand,” fortæller Gudmundur Gudmundsson, der opholder sig et par måneder om året i det midtjyske.

Trives under presset
Selvom Gudmundur Gudmundsson er overordentligt dedikeret i sit landstrænerhverv, havde han efter et hektisk VM i Qatar brug for at trække stikket. I to uger stod menuen for en gangs skyld på alt andet end håndbold og mediernes søgelys i Reykjavik, hvor han bor størstedelen af året med sin familie.

”En slutrunde er altid hård. Jeg har jo prøvet det flere gange med Island, så det kom ikke bag på mig. Men træner man et større land som Danmark, er der mere opmærksomhed og flere journalister, som vil tale med dig. Det giver et større pres, men jeg kan godt lide det. Vi skal være glade for, at der er så massiv interesse for landsholdet,” fortæller den rutinerede islænding, som er gift og far til fire.

Som modspil til det krævende landstrænerjob, bruger Gudmundur Gudmundsson i perioder naturen til at puste ud og finde ny energi.

”Det kan være svært at finde tid til det i en travl hverdag, men naturen er vigtig for mig. Det er rart at kunne søge væk fra alt. Når du er ude i naturen, så er det virkelig kun naturen og dig. Intet andet. På Island har vi en fantastisk natur, hvor vejret kan skifte på ingen tid, og klimaet er barskt. Det er fascinerende,” forklarer han.

Tilknytningen til naturen har altid været stærk, og siden barndommen har han higet efter at opleve vulkanøens vilde omgivelser, bjergene og gletsjerne.

”Særligt som yngre rejste jeg meget, red og fiskede. Fluefiskeri er stadig en væsentlig hobby, men tidligere var jeg så nørdet omkring det, at jeg lavede mine egne fluer. Islands natur har givet mig meget gennem livet, og derfor passer det mig godt at bo i et smukt område som Silkeborg. Her er helt anderledes end Island, men flot.”

 
Statistikken taler for Danmark
Efter den selvvalgte håndboldfri periode benyttede Gudmundur Gudmundsson forårets spæde start til at dykke ned i kernen af den statistik, han har samlet sammen fra den første store test som dansk landstræner. Det er tid til at evaluere, og selvom en spansk scoring to sekunder før tid i kvartfinalen ødelagde de danske målsætninger om en VM-semifinaleplads, er islændingen tilfreds med langt det meste:

”Statistikkerne har ikke ændret min opfattelse af turneringen. Jeg synes, vi spillede rigtig godt. Både i forsvaret og angrebet udviklede vi os undervejs og nåede et godt niveau. Kun i ganske få perioder spillede vi utilfredsstillende. Jeg kan nævne en periode mod Argentina, hvor de sidste tyve minutter var dårlige fra vores side.”

Og Gudmundur Gudmundsson ved, hvad han snakker om. Han har set samtlige Danmarks VM-kampe fra ende til anden mindst tre gange og nøje noteret alt, der fangede hans skarpe blik for detaljen, hvad enten det drejede sig om forsvar i undertal, angrebsvariationer eller returløb. Det har fostret mængder af statistik, der sammenfatter nøjagtig, hvordan de danske spillere klarede sig under slutrunden.

”Man kan ikke basere alt på følelser i en kompleks sport som håndbold. Derfor bruger jeg mange kræfter på evaluering efter en turnering. Det giver mig vigtig viden. Under VM-slutrunden havde vi for eksempel en scoringsprocent på 66. Det er bedre end Frankrig, Spanien og alle andre hold i top seks. Fokuserer man udelukkende på afslutninger fra vores fløje, så præsterer vi endnu bedre og scorer på 84 procent,” konkluderer den danske landstræner og fortsætter:

”Jeg er meget tilfreds, hvis man ser på det samlede billede. Placeringen blev ikke, som vi håbede, men vi kunne ligeså godt have vundet mod Spanien. Det var en lige kamp, og det var de helt små marginaler, der spillede ind.”

Droppede fodbolden
Det var også de små marginaler, der gjorde, at Gudmundur Gudmundsson overhovedet valgte at satse på en håndboldfremtid. Han var otte år, da han for første gang befandt sig i det gulblege hallys med en håndbold i hånden, men samtidig blomstrede en ligeså stor interesse for fodbold. De to sportsgrene kørte parløb gennem barndommen og ungdomsårene, og han opnåede endda at spille tre kampe i den bedste islandske fodboldrække. Som 18-årig måtte den hurtige og hårdtarbejdende islænding imidlertid træffe et svært valg for sin fremtidige karriere:

”Jeg var jo nødt til at vælge. I min håndboldklub, Vikingur, havde jeg dengang den tidligere polske landholdsspiller Bogdan Kowalczyk som træner. Han var inspirerende, hård og taktisk dygtig. Jeg kunne virkelig godt lide ham, og han endte med at overbevise mig.”

Alt tyder på, at Gudmundur Gudmundsson for 37 sæsoner siden valgte den rigtige sportsgren. Bare et år senere fik han debut på det islandske håndboldlandshold i en kamp mod Belgien, og det blev begyndelsen på en glorværdig landsholdskarriere, der indbragte ham 236 kampe, 358 mål og en plads som højrehåndet højre fløj i sine første kampe i den blå islandske trøje.

”Det var ikke uvant for mig, da jeg også vikarierede på positionen i Vikingur. Den slags ser man ikke mange steder i dag, men det kunne lade sig gøre. At være loyal har altid betydet meget for mig, og derfor spillede jeg selvfølgelig højre fløj, hvis der var brug for det,” forklarer håndboldstrategen.

 
Naturligt at gå trænervejen
Fra 1984 og frem satte Gudmundur Gudmundsson sig dog tungt på favoritpladsen venstre fløj. Samtidig ulmede en interesse for de taktiske overvejelser og aspekter, som fulgte med håndbold på højeste niveau.

”Jeg var spillertypen, der talte meget med mine holdkammerater og guidede dem taktisk før og under kampene. Det svarer meget godt til den måde, jeg er træner på i dag,” fortæller den danske landstræner, der i samme periode blev anfører for sit islandske klubhold.

Tiden i hjerteklubben Vikingur blev særdeles succesfuld, og Gudmundur Gudmundsson spillede en central rolle i hele seks islandske mesterskaber. Men efter en nedgangsperiode og en trænerfyring i 1989, stod klubben pludselig uden en mand ved roret. Hurtigt blev øjnene rettet mod klubbens anfører.

”Selvom jeg kun var 29, så føltes det faktisk naturligt for mit at overtage trænerjobbet,” fortæller den taktisk velbevandrede islænding.

Gudmundur Gudmundsson satte sig ikke permanent på bænken, men fortsatte som spillende træner indtil 1995. Trænervejen bragte ham fire år senere til tyske Bayer Dormagen, inden han blev hentet ind til sin første periode som islandsk landstræner. I 2008 var han igen at finde i spidsen for de ypperste spillere på vulkanøen i Nordsøen, og det var her Gudmundur Gudmundssons trænerkarriere for alvor tog fart. Med profiler som Olafur Stefansson, Snorri Gudjonsson og Gudjon Valur Sigurdsson kulminerede en fantastisk periode for islandsk landsholdshåndbold med sølvmedaljen ved OL i Beijing og bronze til EM i 2010.

Svært at forlade Rhein-Neckar Löwen
Gudmundur Gudmundsson lægger ikke skjul på, at han er beæret over at være dansk landstræner. Alligevel var det ingen nem beslutning at takke ja til at afløse storvindende Ulrik Wilbek og forlade den tyske topklub Rhein-Neckar Löwen, som han havde været træner for siden 2010, hvor han takkede af som islandsk landstræner.

”Jeg måtte tænke mig grundigt om. I Rhein-Neckar var jeg med til at bygge et hold op, og det gav nogle fantastiske år med blandt andet EHF-cup-sejren i 2013, der var klubbens første titel nogensinde. På den anden side, så var det absolut en kæmpe ære at blive tilbudt at træne så stærkt og spændende et hold som det danske. Det kunne jeg ikke sige nej til,” forklarer han.

Det spillede også en rolle, at Gudmundur Gudmundsson i sæsonen 2009-2010 havde sin daglige gang på dansk grund som træner på det sydfynske.

”Min tid i GOG Svendborg var præget af, at klubben havde store økonomiske vanskeligheder, men det var en god tid for mig og medvirkende til, at jeg sagde ja. De danske spillere er meget professionelle i deres tilgang, og træningskulturen er god. På den måde minder danskere og islændinge om hinanden. Det er kvaliteter, jeg sætter stor pris på,” forklarer håndboldentusiasten.

Måske er det derfor, at Gudmundur Gudmundsson er så klar i mælet, når talen falder på fremtiden for det danske herrelandshold:

”Det er en interessant tid, vi går i møde, og vi er godt på vej. Jeg tvivler ikke. I nogle af kampene under VM lavede vi fejl, men jeg ved præcis, hvad det var for nogle. Dem laver vi ikke igen. Vi går efter store ting med landsholdet, for vi har ikke grund til andet.”

Selvom det ingen medaljer blev til i Qatar, skal man ikke regne med at se en masse nye navne blive trukket op af hatten til de kommende EM-kvalkampe.

”Jeg udtager selvfølgelig de spillere, jeg mener, er de bedste, men jeg holder gerne fast i den samme stamme. Som landstræner har man spillerne til rådighed i korte perioder sammenlignet med trænerne i klubberne. Derfor er det meget vigtigt altid at arbejde fokuseret og være maksimalt forberedt til hver eneste træning og kamp. På den måde kan man vride ekstra procenter ud af spillerne. Det er det, vi hele tiden forsøger på,” slutter Gudmundur Gudmundsson.

Gudmundur: - En dag inviterer jeg landholdsspillerne på kød
Bag huset i Silkeborg står en Weber-grill, som den danske landstræner ofte betjener, når han ikke lige sidder fordybet i komplekse håndboldanalyser foran skærmen. Gudmundur Gudmundsson påstår, at islændinge kan grille i al slags vejr.

”Jeg tog til Danmark 1. januar for at forberede mig på Totalkredit Cup. Der grillede jeg dyrekølle udenfor. Jeg vil gerne have kvalitet, når det kommer til kød, og jeg er lidt af en specialist i at grille. Og vejret er ikke noget problem, islændinge griller hele tiden,” fortæller håndboldstrategen med et træk på smilebåndet.

Netop Gudmundur Gudmundssons madkundskaber nød hans tidligere spillere i Rhein-Neckar Löwen godt af:

- En aften inviterede jeg spillerne hjem til mig og lavede mad for dem. Det var en rigtig god aften. Vi spiste vandbøffel, det er helt fantastisk. En dag inviterer jeg også landsholdspillerne på kød, lover landstræneren.

Vidste du, at:
Gudmundur Gudmundsson er uddannet i Computer Science, Ledelse og HR og har en Master i International Finance & Banking på CV'et. Så sent som i 2009 bestred han stillingen Global Project Manager i den store islandske bank Kaupthing, der samme år gik ned i det katastrofale finanskollaps på den naturrige ø.

Fakta om Gudmundur Gudmundsson
Født: 23.12.1960 i Reykjavik, Island

Aktiv håndboldkarriere:
1967-1989: Vikingur, Reykjavik
1989-1992: Vikingur, Reykjavik – spillende træner
1992-1995: Afturelding Mosfellsbær – spillende træner
236 landskampe/358 mål for Island

Trænerkarriere:
1995-1999: Fram, Reykjavik
1999-2001: Bayer Dormagen
2001-2004: Landstræner Island
2005-2007: Fram, Reykjavik
2008-2012: Landstræner Island
2009-2010: GOG Svendborg TGI
2010-2010: AG København/Rhein-Neckar Löwen (sportsdirektør)
2010-2014: Rhein-Neckar Löwen
2014-?: Landstræner Danmark

Denne artikel er tagget med følgende interesseområder:

Læs flere spændende artikler

Vælg forbund

Luk
ANNONCE