Nyheder og presse
Del
Kathrine Heindahl og resten af kvindelandsholdet gæster Aarhus, Randers og Ikast til efteråret. Foto: Lars Møller
Damelandshold
Nyt fra DHF

Aarhus, Randers og Ikast bliver værter for Golden League i efteråret

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
05. jul 2022Kl. 10:00

Kvindelandsholdet varmer op til EM 2022, når de i efteråret spiller Sparekassen Kronjylland/Bring Golden League på dansk grund. Billetter til alle tre kampe sættes i salg i dag kl. 10.00.

Håndbolddanmark er gået på sommerferie. Nogle er rykket ud i sandet, nogle på håndboldskole og andre puster velfortjent ud ovenpå en lang sæson. Men inden længe begynder det måske at krible lidt i fingrene igen for at komme til håndbold – og ikke mindst at komme ud og se nogle fede håndboldkampe. Og det er der heldigvis snart mulighed for igen.

Til efteråret vender kvindelandsholdet nemlig stærkt tilbage og gæster hele tre danske haller, når der skal spilles Sparekassen Kronjylland/Bring Golden League i slutningen af september og starten af oktober.

Randers, Aarhus og Ikast er udpeget til at danne ramme om tre fede opgør, hvor Danmark møder Norge, Holland og Schweiz i det nye set up for Golden League. Og i alle tre kommuner ser de frem til at få det danske kvindelandshold på besøg:

"Det er en super nyhed. Vi glæder os rigtig meget til at opleve nervepirrende håndbold af høj kvalitet. VI har lange og stolte traditioner inden for håndbold her i Randers, og jeg ved, at kvindelandsholdet vil blive taget rigtig godt imod af de mange fans," siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune

Køb din billet nu
Hvis du vil være blandt de første til at sikre dig en plads på tribunerne til de kommende kampe, skal du allerede nu klikke dig ind hos Ticketmaster og købe din billet her. Billetterne er netop sat i salg i dag kl. 10.00.

Golden League er en vigtig del af landsholdets forberedelser til EM, der allerede begynder den 4. november. Og landstræner Jesper Jensen ser frem til at kunne tage hul på de sidste forberedelser med landsholdet.

”Lige nu er spillerne sendt afsted på en meget velfortjent sommerferie. Vi kan virkelig være stolte af de resultater vi leverede i denne sæson, men der er ingen tvivl om, at alt fokus allerede er sat ind på EM-slutrunden i november, og at vi er sultne efter at levere endnu flere gode resultater. Så at få tre kampe på dansk grund, hvor vi kan pudse formen af foran et fantastisk hjemmepublikum, dét ser jeg frem til,” siger landstræner Jesper Jensen.

I Aarhus og Ikast er de også begejstrede over, at kvindelandsholdet lægger vejen forbi: 

"Det er altid en fornøjelse at opleve landsholdet spille i Aarhus og med muligheden for også at opleve verdensklassespillere fra bl.a. Holland og Norge, så bliver det ikke meget bedre, hvis man kan li´ håndbold" udtaler Jørn Sønderkjær Christensen, leder af Aarhus Events.

"Miljøet omkring Sportscampus Ikast-Brande har over lang tid produceret dygtige udøvere indenfor mange idrætsgrene. På kvindelandsholdet er der adskillige nuværende og tidligere spillere fra håndboldmiljøet i Ikast, og det gør os ekstra glade og stolte over at kunne byde velkommen til landsholdshåndbold fra allerøverste hylde i IBF Arena d. 2. oktober," fortæller centerdirektør Jan Rahbek fra Sportscenter Ikast.

Kampprogram for Sparekassen Kronjylland/Bring Golden League:

29. september kl. 20.30: Danmark – Holland i Ceres Arena, Aarhus (vises på TV2 Sport)
1. oktober kl. 16.00: Danmark – Schweiz i Arena Randers (vises på TV2)
2. oktober kl. 16.00: Danmark – Norge i IBF Arena, Sportscenter Ikast (vises på TV2)

Vælg forbund

Luk
ANNONCE