Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Fra sommeren 2019 følger et nyt og mere enkelt regelsæt for spiludvikling og dispensation. Foto: Jan Christensen, DHF
Børn og unge
Bredde

Ændringer i regler om spiludvikling og dispensation fra den kommende sæson

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
09. maj 2019Kl. 08:30

Når de nye regler om spiludvikling og dispensation fra sommeren 2019 ligger klar, er det med et meget forenklet regelsæt. Det åbner for en række nye muligheder, men der følger også et stort ansvar med ude i klubberne for ikke at misbruge reglerne.

Ændringerne omkring årgangsstruktur samt bold- og banestørrelser i dansk børne- og ungdomshåndbold er allerede blevet introduceret, og fra sommeren 2019 følger et nyt og mere enkelt regelsæt for spiludvikling og dispensation, hvor der ikke længere skelnes mellem børn, ungdom og senior.

”Vi har gennem lang tid oplevet et stort ønske både fra klubber og forbund om at gøre reglerne på disse områder mere simple. Derfor fjerner vi en række særregler og undtagelser i de enkelte rækker og årgange. Regler, som mange tidligere er snublet i og blevet straffet for,” fortæller Anders Fredsgaard, der er formand for turneringsudvalget i Dansk Håndbold Forbund.

Konkret betyder det, at vi fra sommeren 2019 går fra tretten til tre punkter om spiludvikling og dispensation i regelsættet. Mest væsentligt er det, at alle særregler for, hvad man må i én række, men ikke i andre, er fjernet. Det gælder både i ungdoms- og seniorrækker og betyder, at der gælder de samme regler for spiludvikling og dispensation i alle rækker.

Bedre forudsætning for spiludvikling
Dispensationsreglerne er også blevet kigget igennem og forenklet. Som reglerne er nu, kan man søge dispensation til fire spillere per hold og benytte to af disse per kamp. Som spiller er man låst til det hold, man har dispensationen til, og man kan derfor ikke spille med i sin egen årgang.

I de nye regler kan man kun søge og benytte op til tre dispensationer per årgang, men til gengæld kan alle tre spillere være med hver gang, samtidig med at de må spille med på deres egen årgang.

”Ved at fjerne nogle af de mange dispensationsregler gør vi mulighederne for spiludvikling bedre. Det skal være lettere at tage yngre spillere med op i en ældre årgang, samtidig med at de må spille med på deres egen årgang. Har man i denne sæson haft flere end tre dispensationsspillere i en årgang, opfordres man til at tilmelde dem i deres egen årgang i den kommende sæson og i stedet benytte spiludvikling af yngre spillere, for at de kan stille hold, hvis ikke man har hold i årgangen,” siger Anders Fredsgaard.

En anden væsentlig ændring er, at et hold med dispensation godt kan vinde sin pulje og rykke op i forbindelse med ombrydning, men at holdet ikke kan vinde rækken efter ombrydning eller deltage i afsluttende mesterskaber.

Tag hensyn til modstanderen
Anders Fredsgaard understreger, at de nye regler åbner for mange gode muligheder i forhold til spiludvikling, men også mulighed for misbrug af reglerne. Derfor er det en rigtig god anledning til at tage en snak i klubben omkring, hvordan man gerne vil agere i forhold til de nye regler.

”Klubberne har et ansvar for ikke at misbruge reglerne, men bruge dem efter hensigten; nemlig at skabe gode udviklingsmuligheder for alle. Vi har et fælles ansvar for at sikre, at kampene ikke ødelægges for de andre hold i rækken, hvilket kan ske, hvis de ekstra spillere går ind og styrer kampene med store nederlag til følge for de andre hold. Vi skal også være opmærksomme på, at de svagere spillere på holdet eller i afdelingen ikke skubbes ud, så der opnås det stik modsatte af, hvad der er hensigten,” siger Anders Fredsgaard og tilføjer:

”Hvis reglerne bruges efter hensigten, er det en positiv mulighed for at få flere i kamp med mindst mulig ulempe for modstanderen. Jeg håber, at trænere og klubledere i hele landet vil spørge sig selv: ”Gør jeg det for at vinde større, eller for at tabe mindre?” Hvis svaret er ’at vinde større’, bør man overveje, om muligheden skal bruges, for det er vigtigt, at alle får en god oplevelse ud af kampen, uanset om de er med- eller modspillere.”

Den præcise ordlyd i reglementet sendes til godkendelse i Dansk Håndbold Forbunds bestyrelse d. 25. maj, og offentliggøres snarest herefter på www.haandbold.dk og i forbundets turneringsreglement for øvrige rækker.

Læs mere om de nye spilformer, herunder ulige årgange, boldstørrelser, baner med mere.

Vælg forbund

Luk