Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Morten Olsen i en af sine mange dueller med det ungarske forsvar.
Herrelandshold

Danmark taber til Ungarn i sidste VM-test

Skrevet af Frederik G. Schmidt
06. jan 2019Kl. 18:31

Håndboldherrerne ramte ikke deres topniveau søndag eftermiddag i Sparekassen Fyn Arena, hvor de måtte se sig slået med 28-25 mod Ungarn i den sidste træningskamp inden VM på hjemmebane.

Det danske landshold var i det andet opgør mod Ungarn på fire dage igen uden Mikkel Hansen, Hans Lindberg og Henrik Toft. Dagens kamp begyndte dog planmæssigt med en dansk scoring i første angreb, da Nikolaj Markussen kanonerede bolden i mål efter et flot gennembrud på ydersiden. Det blev den eneste danske scoring i de første fem minutter. Den næste rød/hvide scoring kom først igen efter otte minutters spil, da Lasse Svan reducerede til 2-3. Ungarn var i det hele taget ét eller måske endda flere skridt foran Danmark i 1. halvleg, hvor de danske scoringer var en mangelvare.     

Nede 7-4 efter 16 minutters spil forlangte Nikolaj Jacobsen timeout. Danmark haltede dog i resten af halvlegen stadig efter Ungarn. De ungarske skytter ramte dagen, mens det mere kneb for de danske bagspillere. De grønblusede kunne derfor gå til pause foran hele 16-8.  

I 2. halvleg var det danske udtryk noget bedre, men det blev en lang jagt på det ungarske forspring. Særligt Mads Mensah og Jannick Green var store lyspunkter efter pausen. Mensah havde mange flot afviklede skud fra distancen, men havde også fine assists til fløje og især til stregen. Green leverede også en pragtpræstation i målet med mange flotte redninger. Den danske keeper sluttede kampen med en redningsprocent på hele 45%.

Hen mod slutningen af kampen kom Danmark bedre med. Johan Hansen, der kom ind og gjorde en god figur, reducerede til 23-27 med få minutter igen. Sekunder senere reducerede Henrik Møllgaard yderligere, da han efter et fint gennembrud scorede til 24-27. Danmark kom dog aldrig tættere på. Et fint comeback efter pausen var desværre ikke nok, hvorfor Ungarn løb med sejren efter 60 minutters håndbold på Fyn.

VM starter på torsdag d. 10. januar, hvor Danmark møder Chile i Royal Arena i København. Denne kamp kan også ses på TV 2 klokken fra kl. 20.00.

Vælg forbund

Luk