Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Børn og unge

Danmark tabte U19-VM-semifinalen til taktisk stærke tyskere

Skrevet af Alexander Elverlund
17. aug 2019Kl. 22:58

Danmark løb ind i en alvorlig øretæve mod Tyskland i semifinalen ved U19-VM. 23-31 lød nederlaget på i en kamp, der blev skæmmet af en alvorlig skade til Sebastian Skøtt i slutningen af første halvleg.

Danmark så stærke ud i indledningen af VM-semifinalen, men formåede ikke at slå kapital af det, hvilket resulterede i, at Tyskland kunne bringe sig foran 6-3, da de fandt melodien efter en lidt famlende indledning. Selvom danskerne havde et par chancer til at komme op og få fat i modstanderen, var det hele tiden lige ved og næsten. Derfor kunne tyskerne holde afstanden og endda udbygge med flere mål til 12-6 efter godt 21 minutter.

Tyskerne var i denne fase både gode i bevægelserne, i farten og på fysikken, og da skarpheden samtidig var i top, blev det svært for danskerne at æde sig ind i opgøret. Alligevel kløede Simon Sørensens drenge på for ikke at gøre hullet for stort ved pausen. Da man endelig vejrede lidt morgenluft, løb Sebastian Skøtt ind i noget, der lignede en alvorlig skade. Hans holdkammerater formåede dog at holde hovedet koldt på trods af den ulykkelige hændelse og fik reduceret til en tysk pauseføring på 13-9.

Desværre for Danmark kom tyskerne ud til anden halvleg som lyn og torden, og inden tilskuerne var kommet ordentligt på plads, havde Tyskland scoret tre gange, mens de rød/hvide kun havde puttet en enkelt bold i kassen. Danmark sled med at finde løsninger på det aggressive tyske forsvarsspil, og omvendt lykkedes det modstanderen at spille sig godt igennem det danske forsvar på stort set alle deres angreb. Det tvang Simon Sørensen til at tage en timeout knap halvvejs i anden omgang ved stillingen 23-16 i tysk favør.

Det rykkede desværre ikke det store på måltavlen, da vores naboer mod syd kørte ufortrødent på og bragte sig foran 27-19 efter godt 20 minutter. Herfra blev det en lige affære kampen ud, og Danmark endte derfor med at tabe VM-semifinalen 23-31 til de taktisk stærke tyskere. Netop det faktum, at tyskerne havde en taktisk overhånd, gjorde også, at det var en skuffet men fattet U19-landstræner, der evaluerede på kampen:

”Tyskland var både taktisk stærke som hold og individuelt. Det gjorde også, at de forekom både stærkere og hurtigere end os. Der er derfor ingen tvivl om, at det var det rigtige hold, der vandt i dag. Det var også en øjenåbner for os i forhold til, hvad der kræves for at komme helt op på øverste niveau, og det giver os noget at tage med hjem og arbejde med,” siger U19-landstræner Simon Sørensen og fortsætter:

”I dag var vi som sådan ikke tæt på. Vi ærgrer os dog over den forspildte mulighed for at komme på minus tre lige inden pausen, da vi havde yderligere mulighed for at reducere på hver side af pausen og komme på minus to. Grundlæggende spiller vi en fin første halvleg forsvarsmæssigt, men vi ville gerne have haft lidt mere fart offensivt. I anden halvleg var det lidt omvendt med mere fart fremad, mens det haltede lidt defensivt. Det bliver svært, når man ikke lykkes med begge dele samtidig.”

”Nu skal vi lige have lov til at være skuffede, men så skal vi også mobilisere alt, hvad vi har til bronzekampen i morgen. Det er en kamp, vi vil gøre alt for at vinde - ikke mindst for Sebastian. Det ser alvorligt ud, og det er rigtig synd for ham,” slutter Simon Sørensen.

Semifinaleresultatet betyder, at Danmark spiller VM-bronzekamp mod Portugal i morgen kl. 15.30.

Vælg forbund

Luk