Nyheder og presse
Del

Cookies

Vi bruger cookies til statistik og nogle indstillinger på hjemmesiden.

Du kan læse mere om vores cookies her.

Ved at trykke "Ok,forstået!" giver du accept til vores brug af cookies.

Ok, forstået!
Håndboldfitness bliver omdrejningspunktet i et nyt samarbejde mellem DDI og DHF.
Bredde
Nyt fra DHF

Dansk Døve-Idrætsforbund og Dansk Håndbold Forbund indgår samarbejde

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
28. nov 2019Kl. 10:24

Håndbold er for alle – også døve og hørehæmmede. Derfor rykker Håndboldfitness nu ind i døveidrætten som en aktivitet i forbindelse med åbent-hus-arrangementer i danske idrætsklubber under Dansk Døve-Idrætsforbund.

Dansk Døve-Idrætsforbund (DDI) og Dansk Håndbold Forbund har indgået et toårigt samarbejde med det formål at lade døve, hørehæmmede, CI-brugere og deres familier i fællesskab afprøve en motionsform, der giver sved på panden og smil på læben, nemlig Håndboldfitness.

Håndboldfitness skal i løbet af de kommende år være et element i de åbent-hus-arrangementer, DDI afvikler i deres klubber forskellige steder i landet.

Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, glæder sig over samarbejdet: ”Vores filosofi er, at håndbold skal være et spil for alle, og derfor glæder det mig, at vi gennem dette samarbejde kan være med til at give endnu flere mulighed for at mødes og bevæge sig, have det sjovt og skabe et socialt netværk uanset deres form og alder.”

I Dansk Døve-Idrætsforbund ser de også frem til at få gang i samarbejdet: "Vi er rigtigt glade for, at det er lykkedes os at få en samarbejdsaftale med Dansk Håndbold Forbund. Det er med til at skabe endnu større opmærksomhed og synlighed omkring håndbold ude i vores medlemsklubber. Med DHF i ryggen kan vi åbne flere døre og give alle aldersgrupper i døveidrætten muligheder for gode oplevelser med håndbold, som kan give livskvalitet og livsglæde," siger Joachim Thor Krøyer, sekretariats- og elitechef i Dansk Døve-Idrætsforbund.

Dansk Håndbold Forbund har i de seneste år indgået flere samarbejder, der tager håndbolden ud til nye målgrupper og bidrager til filosofien om, at håndbold skal være en idræt for alle. I 2018 indgik Dansk Håndbold Forbund et samarbejde med LykkeLiga, og i 2019 blev et samarbejde startet op med Diabetesforening, hvor netop Håndboldfitness er omdrejningspunktet.

Om Håndboldfitness
Håndboldfitness består af alle de elementer, som kendetegner en fed håndboldtræning. Man bliver udfordret på sin styrke og puls, samtidig med at man får spillet håndbold på små baner med blød bold. Mange Håndboldfitness-tilbud kombinerer også boldspillet med træning, der forbedrer ens styrke og kondition.

Læs mere om Håndboldfitness her.

 

Vælg forbund

Luk