Nyheder og presse
Del

Dansk Håndbold fastholder indflydelse i IHF

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
14. nov 2017Kl. 08:48

Dansk Håndbold Forbunds formand Per Bertelsen er blevet valgt som formand for IHF’s turneringsudvalg. Per Bertelsen har siden foråret 2016 varetaget jobbet, og i går kunne han så ved den 36. ordinære kongres i IHF officielt tage imod valget som Chairman of the Commission of Organising and Competition.

Det er en af de helt tunge poster i International Handball Federation, som Dansk Håndbold Forbunds formand Per Bertelsen efter weekendens valg officielt bestrider. Den post kræver sin mand, mener generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund Morten Stig Christensen, og det har IHF fået:

”Per Bertelsen er en meget erfaren og yderst kompetent mand til jobbet. IHF har virkelig fået guld mellem hænderne til den her post,” siger Morten Stig Christensen og fortsætter: ”Per har jo over 20 års erfaring med at planlægge og afvikle internationale mesterskaber, så IHF får nu mulighed for at højne kvaliteten betydeligt med Per ved roret.”

Det er en lidt mere ydmyg men meget glad Per Bertelsen, der vender hjem fra kongressen med et nyvalg i bagagen. Og han glæder sig til at få fire år mere som officiel formand:

”Det er en stor glæde for mig, at jeg er blevet betroet posten som formand. Ikke kun personligt, fordi det er en anerkendelse af mine mange års erfaring i professionel håndbold, men også fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi bringer de værdier og den kvalitet, som dansk håndbold borger for, så langt ud i verden som overhovedet muligt,” siger Per Bertelsen.

Den nyvalgte formand har store ambitioner for sin formandsperiode og særligt to mål for øje:

”I og med at IHF er et internationalt forbund, så er det mit klare mål, at mesterskaberne i højere grad skal bredes ud til hele verden og ikke kun afholdes i Europa. Samtidig er det meget vigtigt for mig, at vi får professionaliseret og højnet standarderne for afholdelse af mesterskaber. Gennem mine over 20 år i branchen har jeg været vidne til, hvordan mediedækningen og udbredelsen af vores sport er eksploderet. Det kalder på, at vi også inden for sporten arbejder langt mere professionelt med afviklingen og håndteringen af mesterskaber,” slutter Per Bertelsen.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE