Nyheder og presse
Del
Herrelandshold
Damelandshold
Nyt fra DHF

Dansk Håndbold Forbund søger presserådgiver

Skrevet af Katrine Munch Bechgaard
16. nov 2021Kl. 11:20

Ved du, hvordan man sætter en dagsorden i pressen? Har du erfaring med pressehåndtering og sportsjournalistik? Og kan du lægge pressestrategier og rådgive talspersoner? Så er du måske Dansk Håndbold Forbunds nye presserådgiver.

Dansk Håndbold Forbunds kommunikationsteam mangler en kollega, der kan være med til at varetage pressearbejdet i forhold til både landshold og forbund. Din opgave bliver primært at arbejde med presse omkring A- og U-landsholdene, hvilket indebærer at rejse med enten kvinde- eller herrelandsholdet, rådgive talspersoner og samarbejde med interne og eksterne interessenter. Derudover får du en hovedrolle i forhold til det generelle pressearbejde i forbundet, hvor du skal være med til at sætte retningen for pressearbejdet i Dansk Håndbold Forbund.

Som rådgiver på landsholdene kommer du til at arbejde tæt sammen med både en anden presserådgiver, kommunikationschefen og et SoMe-team, og der vil i arbejdet indgå rejseaktiviteter på mellem 40 og 60 dage om året, når landsholdene er samlet. Under landsholdssamlingerne har du det overordnede presseansvar, og du kommer til at bidrage til indholdsproduktion til vores SoMe-kanaler. Som rådgiver i forbundet vil du både skulle håndtere det proaktive og reaktive pressearbejde, ligesom du kommer til at være strategen, der skal få vores nye pressestrategi godt fra land. Du skal også gerne kunne medietræne vores talspersoner, og så får du en rolle i mediearbejdet omkring vores ungdomslandshold. En stor del af dit arbejde bliver også at vedligeholde de gode relationer, vi har fået opbygget til den danske sportspresse.

Samlet bliver dine opgaver blandt andet, at:

  • udarbejde nyheder og andre journalistiske produkter om håndbold
  • formidle nyhederne på den mest optimale måde til de valgte kanaler
  • indgå i pressearbejdet på landsholdssiden
  • rejse med et landshold fire til fem gange om året
  • lægge strategier og sætte retningen for pressearbejdet
  • måle og evaluere indsatsen på diverse aktiviteter
  • sikre gode samarbejdsrelationer til interessenterne omkring håndbolden.


Hvem er du?

Du har en uddannelse inden for journalistik eller kommunikation og en håndfuld års erfaring på arbejdsmarkedet. Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • er vant til pressehåndtering og ved, hvordan man skaber en god historie i medierne
  • har erfaring med at rådgive talspersoner og forberede budskaber til interviews
  • kan målrette tekster til vores forskellige formater og medier
  • skriver som en drøm og har helt styr på den sproglige værktøjskasse
  • har et godt netværk i sportspressen og i sportsmiljøerne
  • kan holde hovedet koldt, når tempoet er højt
  • har guldmedalje i samarbejde.

Pressearbejdet på landsholdene er i perioder et 24/7-arbejde, og der kan være stort tryk på fra mange sider, når landsholdene er samlet. Det er derfor vigtigt, at du hviler i dig selv, har en grundtro på, at de beslutninger, du træffer, er de rigtige – uden at være stædig – og samtidig er diplomatisk og åben i forhold til modsatrettede synspunkter og interesser.

Det praktiske
Du bliver en del af et kommunikationsteam, som består af en kommunikationschef og tre kommunikationskonsulenter. Samtidig kommer du til at arbejde tæt sammen med vores SoMe-kolleger, med kolleger med andre fagligheder i resten af huset, samt den sportslige sektor.

Du får din daglige gang i et hus, hvor der er høj energi, godt humør og rart samvær med ca. 40 engagerede kolleger, der alle brænder for håndbolden. Stillingen er en fuldtidsstilling med udgangspunkt fra kontoret i Brøndby. Der er i perioder arbejde ud over de almindelige 9-16-tider, og du skal være klar til at rejse 40-60 dage om året. Vi forventer, at du tiltræder 1. februar 2022.

Ansøgning med CV sendes i ét dokument til dhf-job@dhf.dk senest onsdag d. 1. december 2021. I emnefeltet skriver du ’Presserådgiver’. Vi afholder samtaler i uge 49 og uge 50.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte kommunikationschef Katrine Munch Bechgaard på 6137 9896.

Arbejdssted
Dansk Håndbold Forbund, Idrættens Hus, Brøndby Stadion 13, 2605 Brøndby.

Læs mere om Dansk Håndbold Forbund

Vælg forbund

Luk
ANNONCE