Nyheder og presse
Del
Herrelandshold
Damelandshold
Nyt fra DHF

Dansk Håndbold Forbund søger studentermedhjælper til kommercielt arbejde

Skrevet af Mark Diasso
08. jan 2021Kl. 12:13

Har du lyst til at arbejde i et kreativt miljø omkring de to landshold, deres patnere og sponsorer? Er du et fleksibelt sturkturmenneske? Og er du hjemmevant i arbejdet med sociale medier og videoproduktion. Så er du måske Dansk Håndbold Forbunds nye studentermedhjælper.

Som student i vores kommercielle afdeling kommer du til at arbejde tæt sammen med flere af vores brand activation managere om at udvikle og producere indhold om de to A-landshold til vores forskellige kanaler.

Dine primære arbejdsopgaver består i at opdatere hjemmeside, producere content til sociale medier, klippe og tekste videoer samt bidrage til videoproduktion og ideudvikling, når der skal lægges contentplaner.

Du kommer til at arbejde i en afdeling, der har ansvaret for al kommerciel aktivitet omkring de to A-landshold, og du vil også opleve at have et tæt samarbejde med vores kommunikationsafdeling og kontakt til vores forskellige partnere og sponsorer, hvor du vil være den, der skal hjælpe dem med billeder, indhold til deres kanaler m.m.

Eftersom vores landshold ofte er i aktion i weekenden eller om aftenen, vil jobbet kræve, at du er fleksibel omkring din arbejdstid, som vi forventer er mellem 15 og 20 timer om ugen. Omvendt er vi også fleksible i de perioder, hvor du har ekstra travlt på dit studie.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du er godt inde i et uddannelsesforløb inden for kommunikation, markedsføring eller lignende, og at du som person er kreativ, idérig og har flair for at omsætte den gode historie til visuelt content, der fungerer på de sociale medier. Hvis du samtidig er et stort strukturmenneske, der sætter pris på excelark og planer, er det et kæmpe plus. Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har mindst to år tilbage af din uddannelse
  • har helt styr på værktøjskassen, når det kommer til at optage og redigere video
  • har erfaring med at arbejde med Facebook, Instagram og YouTube
  • har kendskab til Umbraco og Mailchimp
  • kan skrive tekster til web og også meget gerne til nyhedsbreve


På det mere personlige plan kunne vi godt ønske os, at du var en kæmpe sportsnørd, der henter inspiration fra alt lige fra basket til cykling. Du må gerne være utroligt detaljeorienteret, og det vil glæde vores kommunikationschef, hvis du også er piv skarp til at sætte kommaer. Hvis du samtidig kan cracke en god joke, der tager pippet fra vores generalsekretær, vil det være fantastisk.

Lyder det som noget for dig?

Hvis du synes, at stillingen lyder interessant, ser vi frem til at modtage din ansøgning og CV i en pdf-fil senest d. 11. februar på dhf-job@dhf.dk. Vi håber, du kan starte d. 1. april. I emnefeltet skriver du: Studentermedhjælper. Vi indkalder til samtale løbende.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte brand activation manager Mark Diasso på tlf. 2856 3186 eller mkd@dhf.dk.

Hvem er vi?
Dansk Håndbold Forbund er håndboldens specialforbund, der huser ca. 800 foreninger med 105.000 medlemmer. Dansk Håndbold Forbund har også de to A-landshold i håndbold samt en række U-landshold.  

I Dansk Håndbold Forbund brænder vi for håndbolden, og vi bruger al vores tid på at udvikle håndbolden, sådan at endnu flere danskere får gode håndboldoplevelser, hvadenten det er på banen, på lægterne eller foran fjernsynet.

Vores kontor ligger i Brøndby i Idrættens Hus, og her er vi ca. 50 medarbejdere, der har vores daglige gang. Derudover har iv lokalkontorer i Jylland, på Fyn og på Sjælland, hvor yderligere små 30 mennesker arbejder for håndboldens bedste.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE