Nyheder og presse
Del
Børn og unge
Bredde
Nyt fra DHF

Efterskolerne får fri kontra i ny aftale med Dansk Håndbold Forbund

Skrevet af Sarah Munk Jørgensen
05. sep 2022Kl. 14:30

Den nye samarbejdsaftale giver efterskolerne fleksibilitet og frie rammer til at skabe den bedste turnering for den enkelte skole og eleverne.

Der er blevet sat kærkomne kruseduller på en ny aftale mellem Dansk Håndbold Forbund og Efterskolerne i Danmark. Det betyder, at rammerne for både udvikling af den enkelte håndboldspiller og turnering er sikret frem til 2025 – og endda blevet væsentlig mere attraktive, fortæller JP Nielsen, der er formand for Efterskoleidrætsudvalget:

- Med den nye aftale får efterskolerne rigtig gode vilkår. Sammen med Dansk Håndbold Forbund skaber vi de bedste rammer for en nem og tilgængelig turnering, der kan tilpasses den enkelte efterskole. Det betyder samtidig, at det også bliver nemmere for den enkelte unge håndboldspiller at bevare tilknytningen til sin gamle klub.

Helt konkret betyder den nye aftale, at turneringsvinduet for efterskoler forlænges – både så det begynder før og slutter senere. Samtidig gør den nye aftale det muligt på tværs af landsdele at afvikle kampe i hverdagene samt at få indflydelse på antallet af kampe. Og så er der nu kontaktpersoner fra både Dansk Håndbold Forbund og efterskolerne, som man kan tage fat i. Alt sammen for at gøre det nemmere og mere overskueligt for den enkelte efterskole.  

”Aftalen kommer alle efterskoler til gode – store som små”

I den nye aftale er der også godt nyt for pengepungen. Prisen ændrer sig nemlig, så efterskolerne nu i langt højere grad betaler for det, de bruger. Det betyder, at eksempelvis klubgebyret falder, og at efterskolerne kun betaler for de ydelser, de ønsker at benytte. Så den her aftale kommer alle efterskoler til gode – store som små – siger Jeppe Blume, der er håndboldlærer på Haslev Idrætsefterskole:

- Det er gode nyheder for alle efterskoler, der vil spille håndbold. Vi får en fleksibel turnering, som sportsligt forhåbentlig giver rigtig god mening for alle vores skoler uanset niveau, og hvor turneringen er tilpasset elevernes hverdag og liv på efterskolen. Så med den her aftale føler jeg, at vi er blevet mødt, og nu er det bare at gribe fat i sin lokale kontaktperson for at komme i gang.

Fokus på håndboldlivet efter efterskole

Udover turneringsændringerne forpligter både Dansk Håndbold Forbund og Efterskolerne sig som noget nyt til at hjælpe unge håndboldspillere tilbage til klubberne efter endt efterskoleophold. Det er nemlig vigtigt, at den enkelte elev og håndboldspiller både kan have 11 fede måneder på efterskole, men også blive mødt af den gamle klub med åbne arme og igen være en del af det betydningsfulde foreningsliv, når efterskoleopholdet slutter:

Ved at ændre på turneringsstrukturen giver vi unge håndboldspillere mulighed for at kunne komme hjem til den gamle klub og spille med i weekenderne. Samarbejdet på tværs af efterskole, klub og Dansk Håndbold Forbund bliver styrket – for både efterskoleophold og foreningsliv er fællesskaber, der giver kompetencer og et frirum, som man ikke får mange andre steder, siger Morten Stig Christensen, formand i Dansk Håndbold Forbund.

 

Kontaktperson, Dansk Håndbold Forbund:

  • Anders Fredsgaard, afr@dhf.dk, mobil: 31 55 55 00

Kontaktpersoner, Efterskolerne:

Vælg forbund

Luk
ANNONCE