Nyheder og presse
Del
Herrelandshold

Håndboldherrerne skyder 2022 i gang i Royal Arena

Skrevet af Frederik G. Schmidt
22. nov 2021Kl. 13:00

Nu har du muligheden for at købe årets bedste julegave, når billetsalget til herrelandsholdets testkamp mod Norge i Royal Arena åbner den 24. november kl. 10.00. Opgøret spilles den 6. januar 2022 og bliver sidste mulighed for at se Håndboldherrerne på hjemmebane inden EM-slutrunden.

I midten af januar går det løs ved europamesterskabet i Ungarn og Slovakiet, men inden da får Nikolaj Jacobsen og co. muligheden for at teste EM-formen i Royal Arena mod Norge. Derfor skal du være klar den 24. november kl. 10.00, når årets mest oplagte julegave kommer i salg. Der er nemlig lagt op til en kæmpe fest i Royal Arena torsdag den 6. januar kl. 20.15, hvor over 10.000 tilskuere kan sende Håndboldherrerne godt afsted mod EM. Samtidig kan du være med til at hylde holdet, når deres flotte sølvmedalje fra OL i Tokyo markeres ved kampen.

Der er med andre ord god grund til at få opdateret ønskelisten – eller sidde klar, når billetsalget åbner onsdag den 24. november kl. 10.00. Billetterne kan købes her.*

 *I tilfælde af nye/strengere Covid-19-restriktioner vil det være muligt at få refunderet billetprisen minus gebyr. Læs mere om refundering her.

Landskampen mod nordmændene er den første af to Golden League-kampe, men testkampen er den sidste landskamp på dansk grund inden EM-slutrunden. Derfor håber landstræner Nikolaj Jacobsen også, at Håndboldherrerne kan kickstarte 2022 foran en masse danske fans i Royal Arena den 6. januar:

”Vi glæder os selvfølgelig helt vildt til at spille på hjemmebane foran forhåbentligt rigtig mange mennesker. Vi har oplevet en fantastisk stemning i Royal Arena, når vi har spillet landskampe dér, og derfor håber vi da også, at vi kan blive sendt godt afsted mod først Frankrig og senere Ungarn,” siger Nikolaj Jacobsen.

Efter opgøret mod Norge i Royal Arena drager landsholdet mod Frankrig, hvor Egypten venter den 9. januar i Paris i den sidste danske testkamp ved Golden League. Herefter går turen til Debrecen i Ungarn, hvor de danske drenge tager hul på EM den 13. januar i Danmarks åbningskamp mod Montenegro.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE