Nyheder og presse
Del
Børn og unge
Bredde
Nyt fra DHF

Kurven er knækket: Medlemstallet stiger i Dansk Håndbold

15. apr 2020Kl. 06:35

For første gang i mange år går medlemstallet i Dansk Håndbold frem. Mere end 1.000 nye medlemmer er kommet til siden 2018, og særligt de unge overrasker med en flot fremgang.

I Dansk Håndbold Forbund kan man næsten ikke få armene ned. For første gang i mange år løber der flere håndboldspillere rundt ude i klubberne end året før. Helt konkret er der tale om en stigning på 1.108 nye medlemmer fra 2018 til 2019, og det sender det samlede medlemstal op på 105.717 medlemmer. 

Fremgangen kommer oven på en årelang periode med medlemsfald, hvor der er sat en række initiativer i søen, som skulle være med til at vende den bekymrende tilbagegang til opløftende medlemsvækst. Deriblandt projektet ’Knæk Kurven’, Københavnerprojektet og DGI-samarbejdet ’Bevæg dig for livet’ og ’Håndboldkaravanen’.  

Og selvom initiativerne nu ser ud til at give pote, mener Morten Stig Christensen, der er generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, at indsatserne ikke har gjort det alene:  

”Fra administrativ side er der iværksat en række gode initiativer, som er blevet løftet af alle vores medarbejdere i hele landet. Men foreningerne og alle de frivillige har også en meget stor del af fortjenesten for væksten, da de sørger for, at initiativerne kommer helt ud i hallerne og leve. Jeg er fuld af beundring over det store arbejde, der foregår ude i foreningerne og letter på hatten for alle vores frivillige, der hver dag lægger hjerteblod i at sikre, at vores børn, unge og ældre kan spille håndbold overalt i Danmark. Dem skylder vi en kæmpe tak,” siger Morten Stig Christensen. 

Overraskende fremgang hos unge spillere
Allerede sidste år var der optimisme at spore i medlemstallene, men den optimisme har i år fået et nyk op ad. Medlemstallet i en række forskellige aldersgrupper stiger, men det mest opsigtsvækkende tal skal dog findes blandt de unge under 25 år, hvor 1.013 nye håndboldspillere har meldt sin under fanerne. Særligt teenagerne mellem 13-18 år overrasker positivt, da de alene står for en stigning på 837 flere medlemmer. Det vækker naturligvis begejstring – og også en anelse opsigt, erkender Morten Stig Christensen:  

”Vi kan se, at initiativer som Trille Trolle og Håndboldkaravanen bliver mere etablerede, så det overrasker mig ikke, at der er en lille stigning blandt vores børnespillere. Men at vi sidste år har et fald på 833 børne- og ungespillere til i år at stige med 1.013, det overrasker mig alligevel,” siger Morten Stig Christensen og fortsætter: 

”Vi har haft ekstra fokus på håndbold i skolen og i gymnasiet, og vi ved fra flere klubber, at særligt Københavnerprojektet har haft stor betydning for dem. Så vi kan godt pege på nogle af forklaringerne men ikke alle, så det skal vi dykke ned i og lære af,” siger Morten Stig Christensen. 

I BK Ydun starter succesen tidligt 
Et godt sted at blive klogere på fremgangen blandt børn og unge er i Frederiksbergklubben BK Ydun. Her havde man sidste år 313 spillere under 25 år. Det tal er nu steget til 445 – en fremgang på 132 medlemmer svarende til 42%.  

Simon Rasmussen, der er formand i BK Ydun, forklarer, at fremgangen ikke så meget skyldes rekruttering af nye spillere, men mere fastholdelse fra en tidlig alder: 

“For de mindste har vi holdt fast i et koncept i mange år, der minder meget om Trille Trolle, og som kører rigtig godt. Allerede fra U6 begynder vi at deltage i stævner for at give børnene nogle sjove oplevelser med håndbolden. De spiller kun for at have det sjovt og udvikle sig, og det er lige meget, om de vinder eller taber – bare det er sjovt,” fortæller Simon og fortsætter:  

“Vi skruer op for stævnerne i U8. Vi deltager næsten i alt, vi kan komme i nærheden af i Håndbold Region Øst, og det giver børnene nogle rigtig gode og sjove oplevelser, hvor de lærer en masse.” 

Unge piger med eget projekt 
I BK Ydun har man også godt fat i særligt de unge piger; en gruppe, der ellers kan være svær at holde fast i. På det nuværende U15-hold havde man spillere nok til fire hold, men niveauet på 1.- og 4.-holdet var så forskelligt, at 3.- og 4- holdsspillerne havde lange udsigter til 1.-holdet.  

Selvom 1.-holdet for nogle er lig med succes, var det alligevel ikke helt sådan på pigeårgangen, fandt man ud af. For når spillerne på 3.- og 4.-holdet blev spurgt, hvorfor de spiller håndbold, var det i højere grad kammeratskabet fremfor resultater, der drev dem. Derfor iværksatte klubben et projekt kun for 3.- og 4.-holdsspillerne, forklarer Peter Brun, der er holdenes træner:  

“Vi ville skabe et projekt, der motiverede dem til at blive i klubben, men som også handlede om mere end håndbold. Så vi besluttede, at de skulle afsted til Japan på håndboldtur, når de var færdige som U15 – og de skulle selv tjene pengene. Derfor har de lavet en masse ved siden af håndbolden for at skaffe penge, og det har virkelig bundet pigerne sammen og gjort det nemmere at være breddespiller hos os, fordi de har fået noget ekstra at hænge deres identitet op på, som ikke handler om håndbold,” siger Peter Brun.  

Foruden det skræddersyede projekt har klubben også skubbet på for at få pigerne til at være en større del af klubben, ved fx at blive ungdomstrænere og døm-selv-dommere.  

Mere information og kontakt til cases: 
Morten Stig Christensen, generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund, moc@dhf.dk, tlf. 22629062

Frederik Gelstoft Schmidt, presse- og kommunikationskonsulent, fgs@dhf.dk, tlf. 30684279

Vælg forbund

Luk
ANNONCE