Nyheder og presse
Del
Børn og unge
Bredde

Låste U19-spillere er fri til at spille i egen årgang

Skrevet af Maria-Teresa Faurhøj
04. nov 2020Kl. 14:20

Dansk Håndbold Forbunds turneringsudvalg har på et møde tirsdag aften besluttet, at U19-spillere, der pt. er låste, fordi det ikke har været muligt at sidde en seniorkamp over pga. afbrudte rækker, nu er frie til at spille i egen årgang igen.

En del U19-spillere er kommet i klemme i den seneste nedlukning af seniorhåndbold. De er nemlig låst fra at spille i deres egen årgang, fordi de før nedlukningen nåede at spille to eller flere kampe på et seniorhold i nu afbrudte rækker. Den problematik har Dansk Håndbold Forbunds turneringsudvalg set med stor bekymring på, og på et møde tirsdag aften besluttede udvalget at lave en dispensation fra reglen og låse disse spillere op.

Problematikken er opstået, fordi nogle U19-spillere har deltaget i to kampe på et seniorhold i rækker, der er blevet sat på pause på grund af Covid-19. Regel 3.2 i turneringsreglementet for øvrige rækker siger, at har man spillet to kampe i ældre årgang i træk, det vil sige mellem to kampe i egen årgang, skal man spilles fri, før man må deltage i egen årgang igen. Og da der lige nu ikke er nogle seniorkampe, til at spille U19-spillerne fri, har turneringsudvalget indført dispensationen.

”U19-spillerne, der har været oppe og spille i seniorrækkerne, skal selvfølgelig ikke straffes, fordi vores turneringsreglement ikke tager højde for en ekstraordinær situation, som den, vi står i nu. Vi har et stort ønske om, at man med reglerne netop har mulighed for også at spille i egen årgang, og derfor har vi kigget på en løsning og lavet en dispensation, som turneringsudvalget har lov til, i tilfælde hvor turneringen er afbrudt,” siger Anders Fredsgaard, der er formand for turneringsudvalget.

Dispensationen træder i kraft i dag, og det betyder, at spillere, der er benyttet i U19-kampe før den 4. november, uden at være blevet spillet fri, vil være ulovligt brugt. I rækker, der fortsat spilles, kan reglerne benyttes som hidtil.

”Vi har valgt at indføre dispensationen nu, fordi vi er kommet på den anden side af første weekend efter afbrydelsen af store dele af seniorturneringen, hvor U19-spillerne potentielt set kunne være blevet spillet fri. Derudover vil jeg gerne understrege, at vores klare anbefaling generelt er, at man primært spiller i sin egen årgang, og at man maximalt spiller én kamp i træk i en ældre årgang, for så at komme tilbage og spille kamp i egen årgang,” forklarer Anders Fredsgaard.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Anders Fredsgaard, formand for Dansk Håndbold Forbund turneringsudvalg på tlf. 3155 5500 eller afr@dhf.dk.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE