Nyheder og presse
Del
Bredde
Nyt fra DHF

Marie Aunsbjerg er Håndboldens Hverdagshelt 2021

Skrevet af Nadia Ankerfelt Rasmussen
24. mar 2022Kl. 09:35

En frivillig tjans til en ligakamp endte helt anderledes end forventet for Marie Aunsbjerg, der onsdag blev kåret til prisen som Håndboldens Hverdagshelt 2021.

Da ligaopgøret onsdag aften mellem KIF Kolding og Skive FH skulle til at gå i gang, havde ildsjælen Marie Aunsbjerg fra KIF Håndbold næppe forestillet sig, at hun pludselig skulle være centrum for al opmærksomheden foran 3200 oplagte hjemmebanetilskuere.

Men det blev hun. Lige før indløb bad speakeren nemlig Marie om at indfinde sig på banen, hvor Dansk Håndbold Forbund og AutoPartner stod klar til at kåre hende til Håndboldens Hverdagshelt 2021 til et stående bifald fra en fyldt Sydbank Arena. Marie så lige dele chokeret, glad og rørt ud, og i kampens pause udtalte Marie:

”Jeg havde virkelig ikke lugtet lunten! Virkelig ikke! Der har været så meget fokus på at geare vores ungdomsafdeling op til kampen i dag, og det har jeg været fordybet i. Så jeg havde ikke tænkt i priser eller noget i den dur, så jeg er virkelig overrasket.”

En bæredygtig hverdagshelt

Med mere end 120 indstillinger var det selvsagt ikke nemt at udråbe én vinder blandt så mange ildsjæle, der alle gør en kæmpe forskel for deres klubber og for hele fundamentet for foreningslivet. Én indstilling skilte sig alligevel så meget ud, at der ingen tvivl var om, at man her havde fat i vinderen – og det var Marie Aunsbjergs. Det fortæller Morten Stig Christensen, der er formand for Dansk Håndbold Forbund og en del af juryen, der skulle udpege Håndboldens Hverdagshelt:

”Marie er en ægte ildsjæl, der altid går forrest med et kæmpe smil, og som tager et stort ansvar og følger opgaverne til dørs. Men hun evner også noget helt særligt og meget vigtigt – nemlig evnen til at uddelegere og engagere andre frivillige. Det er bæredygtigt, og det er fremtiden – og det er forbilledligt!”

Foruden titlen som Håndboldens Hverdagshelt 2020 modtager Marie et gavekort på 10.000 kr. til sig selv samt 10.000 kr. til klubben.

Stor anerkendelse til alle

Selvom Marie stikker afsted som den helt store vinder af Håndboldens Hverdagshelt 2021, så var der som nævnt mere end 120 indstillede hverdagshelte fra hele landet, som alle fortjener det største skulderklap, fortæller Lone Borup, der er marketingchef hos AutoPartner:

”Det har været utrolig berigende og rørende at læse alle indstillingerne og høre om den forskel, hverdagsheltene gør rundt omkring. Deres betydning for både klubben og lokalområdet er ikke til at tage fejl af, og i bund og grund har alle fortjent prisen som Håndboldens Hverdagshelt. I hvert fald skal de have et stort bifald og tak for deres indsats i håndbolden og i lokalmiljøet,” siger Lone Borup.

AutoPartner uddeler ud over hovedpræmien på 20.000 kroner også fire gavekort til en værdi af 2.500 kroner til et lokalt AutoPartner-værksted. De fire gavekort tilfalder de øvrige fire finalister:

Thomas van Elst, HEI Håndbold

Elsebeth Nicolaisen, Idom Råsted Idrætsforening

Stephan Larsen, Kerteminde HK

Frederik Ullerup, Køge Håndbold

Vælg forbund

Luk