Nyheder og presse
Del
Nyt fra DHF

Studentermedhjælper til sociale medier i Dansk Håndbold Forbund

Skrevet af Ann Lykke Davidsen
25. jul 2022Kl. 14:26

Har du styr på, hvilken lyd der trender i denne uge? Og ved du lige, hvad der skal til for at komme på danskernes For You Page? Så er du måske vores nye TikTok-studentermedhjælper.

Dansk Håndbold Forbund søger en studentermedhjælper til at sparke vores TikTok-kanal i gang. Dine primære arbejdsopgaver bliver at producere TikToks og udvikle vores TikTok-strategi i tæt samarbejde med vores Social Media Manager og resten af kommunikationsholdet.

Vores TikTok-kanal skal underholde, oplyse og skabe relationer til en yngre målgruppe både inden og uden for håndboldsporten. Derfor søger vi dig, der er vant til at begå sig på TikTok og hurtigt kan omsætte en ny trend til konkrete TikToks, der relaterer sig til håndbold, foreningsliv, frivillighed og fællesskab.

Dine arbejdsopgaver bliver at:

  • være med til at udvikle en TikTok-strategi for Dansk Håndbold Forbund
  • holde dig opdateret på nye lyde, challenges og features
  • kontinuerligt udvikle ideer til TikToks
  • filme, redigere og publicere TikToks
  • analysere og evaluere på vores præstation på TikTok.

Du skal formegentlig producere videoer i håndboldhaller rundt omkring i landet på skæve tidspunkter. Derfor kræver jobbet, at du er fleksibel omkring din arbejdstid. Omvendt er vi også fleksible i de perioder, hvor du har ekstra travlt på studiet.

Hvem er du?
Vi forestiller os, at du studerer noget med digitale medier, videojournalistik eller kommunikation, men din erfaring med TikTok er det vigtigste. Som person er du idérig, kreativ og ikke bange for at eksperimentere, fejle og prøve igen.

Derudover lægger vi vægt på, at du:

  • har evnerne til at optage og redigere videoer til TikTok
  • er god både foran og bag kameraet
  • finder det naturligt at give instruktioner til alt fra håndboldskolebørn til landsholdsspillere
  • har mindst to år tilbage af din uddannelse.

Hvis du samtidig er håndbold- eller sportsinteresseret, skal det ikke ligge dig til last. Men det er ikke nok i sig selv! Derudover vægter vi højt, at du er en god og omgængelig kollega, der bidrager til arbejdspladsen med godt humør og dårlig humor.

Det praktiske
Du får din daglige gang i et hus, hvor der er højt til loftet og rart samvær med ca. 45 engagerede kolleger, der alle brænder for håndbolden. Du bliver en del af et skønt kommunikationsteam på syv personer, der arbejder med presse, kommunikation, markedsføring og sociale medier.

Stillingen som studentermedhjælper er på 20 timer om ugen eksklusive frokostpauser. Vi forventer, at du tiltræder i løbet af september 2022.

Ansøgning med CV sendes i ét dokument til dhf-job@dhf.dk senest fredag 19. august klokken 10.00. I emnefeltet skriver du ’Studentermedhjælper TikTok’. Vi afholder samtaler den 23. og 24. August i tidsrummet mellem kl. 13-16 begge dage.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, kan du kontakte kommunikationschef Ann Lykke Davidsen på 26 20 76 60 eller på ald@dhf.dk. På grund af ferie skal det ske d. 11. eller 12. august.

Arbejdssted
Dansk Håndbold Forbund, Idrættens Hus, Brøndby Stadion 13, 2605 Brøndby.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE