Nyheder og presse
Del
Damelandshold
Nyt fra DHF

Udskiftninger i kvindernes udviklingstrup

Skrevet af Frederik G. Schmidt
15. jun 2021Kl. 09:00

Én gang i året reviderer Dansk Håndbold Forbund kvindernes udviklingstrup, og da det er lykkedes for Amalie Milling, Emma Friis, Andrea Hansen og Ida-Marie Dahl at blive fast indlemmet i A-landsholdstruppen, er der blevet plads til syv nye navne i udviklingstruppen.

Dansk Håndbold Forbund og Team Danmark har i fællesskab udarbejdet en udviklingsstrategi, der har til formål at identificere fremtidens A-landsholdsspillere ved at koncentrere udviklingsmidlerne på en begrænset gruppe spillere, der skal sikre, at kvindelandsholdet også i fremtiden er med i verdenseliten. Arbejdet med spillerne skal helt konkret bidrage til at udvikle afgørende landsholdsspillere indenfor en femårig periode.  

Ansvaret for udviklingen ligger hos spillerne selv, men udviklingsstrategien skaber muligheder for at støtte spillerne med kyndig vejledning fra Dansk Håndbold Forbunds og Team Danmarks eksperter. Vejledningen fra eksperter er et supplement til spillernes daglige arbejde ude i klubberne, hvor det primære udviklingsarbejde finder sted.

Udviklingstruppen så første gang dagens lys i efteråret 2018, og nu er fem spillere rykket videre fra udviklingstruppen til A-landsholdet. To af dem er Emma Friis og Ida-Marie Dahl, der begge understreger, at udviklingstruppen og den tilhørende eksperthjælp har været en opskrift til både fysisk og mental succes:

”Jeg har været sindssygt glad for det. Jeg har fået meget hjælp til min styrketræning, hvor eksperthjælp i form af samtaler og speciallavede programmer har udviklet mig. Informationen og vejledningen har dog ikke kun hjulpet mig fysisk, men jeg er også blevet klogere på mig selv som menneske og håndboldspiller. Jeg ved nu, hvordan jeg skal dossere min træning, hvordan jeg gør det rigtige for min krop med min kost og hvordan jeg skal aflæse mine træningsresultater,” siger Emma Friis, der bakkes op af Ida-Marie Dahl:

”Som spiller i udviklingstruppen får du dygtige eksperter stillet til rådighed. De giver dig nogle ressourcer, der virkelig er guld værd. Alene udtagelsen til udviklingstruppen giver dig lige ti procent mere motivation, men når du så samtidig får så god vejledning fra dygtige eksperter, så udvikler du dig helt vildt. Jeg har gjort særlig meget ud af at bruge en sportspsykolog fra Team Danmark, der har haft en enorm betydning for mig – både før og efter min korsbåndsskade. Jeg har også brugt en diætist, som har gjort mig mere bevidst omkring mit kostindtag og mit energiniveau. Alt i alt er man meget privilegeret som spiller i udviklingstruppen,” siger Ida-Marie Dahl.

Udskiftningen af blandt andre Emma Friis og Ida-Marie Dahl betyder, at der nu er plads til nye spillere. Ind kommer Louise Bak Jensen, Naja Nissen, Emma Gandrup Ernst, Julie Mathiesen Scaglione, Clara Skyum Thomsen, Clara Skøtt og Cecilie Brandt. Med de syv nye spillere ser udviklingstruppen således ud:
Målvogter
* Louise Bak Jensen, Ringkøbing Håndbold/Aarhus United

Venstre fløj
* Naja Nissen, Herning-Ikast Håndbold

Venstre back
Emilie Steffensen, Nykøbing Falster Håndbold
* Emma Gandrup Ernst, Skanderborg

Playmaker
* Julie Mathiesen Scaglione, Herning-Ikast Håndbold

Højre back
Clara Bang, Skanderborg Håndbold
* Clara Skyum Thomsen, København Håndbold

Højre Fløj
* Clara Skøtt, København Håndbold
* Cecilie Brandt, Herning-Ikast Håndbold

Stregspiller
Maria Lykkegaard, København Håndbold

* Nye i truppen

Det er assistenttræner for kvindelandsholdet, Lars Jørgensen, der har den koordinerende rolle i projektet, hvor fokus er på at arbejde med individuelle indsatser bakket op af Team Danmarks eksperter inden for eksempelvis fysisk træning, sportspsykologi, ernæring og karrierevejledning. Han glæder sig over, at det nu er lykkedes for flere spillere at tage det næste skridt, mens han også ser frem til samarbejdet med nye talenter:

”Jeg bliver selvfølgelig rigtig glad på spillernes og dansk håndbolds vegne, når vi oplever succes med vores udviklingsstrategi. Det glæder mig selvfølgelig også, når jeg kan se en stor individuel udvikling hos de enkelte spillere. Den udvikling er blandt andet resultatet af et stærkt samarbejde mellem spillere, klubber, Team Danmark og Dansk Håndbold Forbund. Nu ser jeg frem til at fortsætte arbejdet med truppen med nye og eksisterende spillere,” siger Lars Jørgensen.

Vælg forbund

Luk
ANNONCE