Partnere
Del

Sparekassen Kronjylland ny hovedsponsor for kvindelandsholdet

Fra årsskiftet skal Sparekassen Kronjylland pryde brystet på Håndbolddamernes landsholdstrøjer.

Da 2018 blev skudt i gang, bød Dansk Håndbold Forbund velkommen til Sparekassen Kronjylland som ny hovedsponsor for kvindelandsholdet.

Danmarks største sparekasse har på det seneste udvidet sit markedsområde betydeligt med nye afdelinger i hele landet. Nu skal et nyt sponsorat være med til at give Danmarks største sparekasse endnu mere synlighed, og til det formål er det svært at finde partnere, der samler nationen mere end de danske håndboldlandshold.

"Vi har fået en størrelse, hvor det også sponsormæssigt er naturligt at tage det næste skridt. Vi så under slutrunden i Tyskland, hvordan millioner af danskere fulgte intenst med i mål, udvisninger og redninger. Den begejstring og det engagement bliver vi nu en del af, og jeg er sikker på, at det bliver en god platform til at gøre os endnu mere kendte rundt i landet," fortæller Sparekassen Kronjyllands administrerende direktør Klaus Skjødt.

På vej
Det danske kvindelandshold har gennem de sidste par år arbejdet målrettet under parolen #påvej, og det værdimæssige grundlag for det arbejde er ifølge Klaus Skjødt fuldstændigt i tråd med virksomhedens visioner.

”I Sparekassen Kronjylland køber vi 100 procent ind på holdets rejse mod nye sejre, og derfor tager vi eksempelvis også holdets slogan #påvej til os og gør det til vores. Dansk kvindehåndbold er på vej tilbage mod toppen, og vi glæder os til at bakke op og være med,“ siger Klaus Skjødt.

Stort engagement i sporten

På trods af det nye store sponsorat så er Sparekassen Kronjylland ikke helt grønne, når det kommer til engagement indenfor sporten, hvor man støtter utallige klubber, foreninger og forbund heriblandt Randers HK, Randers FC, Parasport Danmark, Spentrup IF og mange flere. Netop Sparekassen Kronjyllands store engagement vækker stor glæde hos DHF’s direktør Henrik M. Jacobsen.

”Vi er stolte af at få en virksomhed som Sparekassen Kronjylland ind som hovedsponsor på vores kvindelandshold. Udover at være en stærk og velrenommeret virksomhed så har Sparekassen Kronjylland gjort et kæmpe arbejde for håndbolden og sporten generelt herhjemme. Vi har derfor et kæmpe værdifælleskab, og vi er sikre på, at det bliver et utroligt udbytterigt samarbejde,” slutter Henrik M. Jacobsen, der er direktør i håndboldforbundet.

Udover Sparekassen Kronjylland er Waoo også blevet hovedsponsor for Håndbolddamerne.

 

TILBAGE TIL OVERSIGT

Vælg forbund

Luk